Morgan. Model Plus 8, der var i produktion frem til 2004.

.

Morgan. Morgantræf, afholdt af Morgan Club Denmark på Hesede Hovedgaard ved Gisselfeld. Foto fra 2007.

.

Morgan bygges i princippet stadig som i 1930'erne. Det er formentlig den sidste personvogn med en bærende ramme i stål (chassis), hvorpå der monteres en asketræsramme (øverst), som senere beklædes med stål- og aluminiumsprofiler. Det tager 4-5 uger at producere en bil, og den samlede produktion er på ca. 500 biler om året. Nederst en Morgan Plus 8, der blev produceret stort set uændret fra 1968 til 2004 og var den mest populære af fabrikkens modeller.

.

Morgan, britisk bilfirma, grundlagt 1909 af H.F.S. Morgan (1881-1959). De første mange år byggede Morgan kun små, trehjulede biler ("cycle cars") med motorcykelmotorer.

De fleste var enkle, sportslige køretøjer, men efter 1. Verdenskrig lancerede fabrikken en bil med fire siddepladser, som blev markedsført under navnet Family Runabout og solgt i stort antal. Det gjorde Morgan til en af de største britiske bilproducenter på den tid.

I 1936 kom der fire hjul på en ny firecylindret Morgan-model (kaldet 4/4); produktionen af trehjulede biler fortsatte dog indtil 1950.

I 1954 introduceredes et nyt design med modellen Plus 4. Denne konstruktion har firmaet siden fastholdt, dog med løbende moderniseringer af især motorer og bremser, herunder i 1968 med den ottecylindrede Plus 8, der var i produktion helt til 2004.

Den nyeste model fra 2000 kaldes Aero 8. Morgan er stadig i familiens eje. Se også bil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig