En break er en meget stor firehjulet åben hestevogn med flad bund og et højt placeret fast kuskesæde. Bag kusken er der ofte passagersæder, som kan være til 6-10 personer i to rækker på langs over for hinanden (vis-a-vis).

Faktaboks

Etymologi
Ordet er fra engelsk, hvor det nu også kan staves brake. Betegnelsen sigter til, at vognen blev brugt som trænings- og skolevogn, idet to break in horses betyder 'tilride heste'.

Da forhjulene drejer ind under forenden af vognens fading, er breaken højere end en charabanc, som har forhjulene anbragt foran fadingen. Breaken køres som regel af ejere med mindst to heste.

Breaken findes i mange udgaver. Den blev tidligere brugt på godserne til bl.a. jagtselskaber samt ved militæret og i de kongelige stalde som træningsvogn. Som træningsvogn anvendtes såkaldte skeleton-breaks, der kun havde plads til kusken, mens man til jagter brugte roof-seat-breaks med sæder på tværs og plads til hundene, hvorfor der er jalousier i siderne.

I Danmark blev mindre udgaver af vogntypen ofte kaldt charabanc eller wagonette.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig