Amtrak, (af eng. American og track ('spor')), nationalt amerikansk jernbaneselskab, der driver passagertrafik; stiftet 1971 ved sammenslutning af 20 regionale selskaber.

Efter 2. Verdenskrig ekspanderede bil- og flytrafikken for persontransportens vedkommende på bekostning af jernbanerne, som havde meget vanskelige markedsvilkår med mange små selskaber.

For at bedre jernbanernes position vedtog Kongressen i 1970 "Rail Passenger Service Act", som skabte selskabet National Railroad Passenger Corporation med det kortere navn Amtrak.

Amtrak er et aktieselskab, men alle betydende aktier ejes af de føderale myndigheder, som yder tilskud til selskabets drift. Bestyrelsen udpeges af den amerikanske præsident.

Amtrak driver ruter i næsten alle stater og til enkelte byer i Canada, men ejer kun et begrænset skinnenet (ca. 1200 km). Den overvejende del af det amerikanske jernbanenet ejes af godsselskaber.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig