Ugo Gobbato

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Ugo Gobbato, 16.7.1888-28.4.1945, italiensk ingeniør. Han blev født i Volpago del Montello uden for Treviso og voksede op i et beskedent landmandshjem. Som ung tog Ugo Gobatto til Treviso og fik teknisk licens på byens Tekniske Institut. Efter at have arbejdet der i nogle år og lagt penge til side drog han videre til Vicenza for at studere elektriske og mekaniske ingeniørfag.

Senere flyttede Ugo Gobbato til Tyskland, hvor han arbejdede som teknisk tegner og afsluttede sin eksamen som polyteknisk ingeniør i Zwickau. I 1909 var han tilbage i Italien, hvor han arbejdede for firmaet Marelli ved det, der i dag er Magneti-Marelli, et firma inden for autoelektronik. Ugo Gobbato deltog siden bl.a. i 1. Verdenskrig, hvor han fik erfaring med fly, flymekanik, aerodynamik etc.

Efter 1. Verdenskrig blev han ansvarlig for at reorganisere en flyfabrik i Firenze. Han var siden ved Fiat 1921-29, hvor han skulle sørge for produktionen af værktøj og fabrikationsudstyr på den nye store Lingotto-fabrik i Torino. I 1923 havde Gobbato den tvivlsomme ære at vise den italienske fascistleder Benito Mussolini rundt på fabrikken på dens åbningsdag. Mussolini blev meget fascineret af Ugo Gobbato, der efterfølgende blev udnævnt til chef for flyafdelingen på Lingotto.

I 1929 tog Ugo Gobbato til bilfabrikken NSU i Heilbronn/Neckarsulm. På dette tidspunkt havde Fiat anpart i firmaet, og Gobbatto blev udsendt for at rettet op på forholdene. I 1930 tog han ligeledes nogle opgaver for det eksklusive spanske bilmærke Hispano-Suiza, og året efter tilbød den russiske stat ham at være med til at oprette en fabrik for lejer. Efter to år vendte Ugo Gobbato tilbage til Italien med et ønske om igen at arbejde for Fiat.

På denne tid var der imidlertid praktiske problemer på Alfa Romeo-fabrikken, og Benito Mussolini besluttede, at Ugo Gobbato skulle løse dem. Med sine gode evner og bl.a. hjulpet af en af Alfa Romeos vigtigste ingeniører på dette tidspunkt, Wifredo Ricart, fik Gobbato Alfa Romeo tilbage på rette spor. Som en del af dette arbejde sørgede Ugo Gobbato fx for, at der blev etableret gode forhold for arbejderne bl.a. ved at indføre kantiner på fabrikkerne.

Under 2. Verdenskrig fortsatte Ugo Gobbato arbejdet med at holde styr på fabrikkerne. Han fik yderst overraskende kontakt med tyske Albert Speer, der gav Alfa Romeo lov til at beholde råvarer og produktionsmateriel i deres eget regi, i stedet for at de skulle levere til Tyskland.

Efter Italiens befrielse ville mange have Ugo Gobatto anklaget for at have været tysk kollaboratør med henblik på at få ham dømt. Han blev pure frikendt i to retssager, hvor det blev vurderet, at han havde handlet helt i landets og Alfa Romeos interesser. Ugo Gobatto blev dog opfordret til at holde lav profil, hvad angik tyske kontakter i et stykke tid.

Kredse i den italienske modstandsbevægelse ville det imidlertid anderledes, og 28.4.1945 blev Ugo Gobbato skudt uden for sit kontor, tilsyneladende af en mand han kendte i forvejen. Det har medvirket til en række teorier om, at likvideringen kan have været en del af et personligt opgør.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
Redaktionen
24/09/2012
Alfa Romeo Klub Danmark
22/06/2010
Oprindelig forfatter
Alfa Romeo Klub Danmark
22/06/2010

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki