• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sir Charles (Edward) Kingsford-Smith

Oprindelig forfatter HKo Seneste forfatter Redaktionen

Sir Charles (Edward) Kingsford-Smith, 9.2.1897-8.11.1935, australsk pilot. Han var jagerpilot i Royal Flying Corps i 1. Verdenskrig (1917). Han opnåede fem luftsejre og modtog the Military Cross. Efter krigen rejste han til Hollywood, hvor han ernærede sig som stuntpilot. Han foretog i 1927 en flyvning rundt om Australien på ti døgn, og i 1928 foretog han sammen med landsmanden Charles Ulm (co-pilot) samt to amerikanere (hhv. navigatør og telegrafist) med en Fokker F VII, "Southern Cross", (som de havde købet af Sir Hubert Wilkins), den første flyvning over Stillehavet fra Oakland i Californien til Brisbane i Australien. De mellemlandede undervejs på Hawaii og Fiji. Med det samme fly fløj han også det år som den første fra Australien til New Zealand og retur.

I 1929 satte han rekord på strækningen Australien - England på knap 13 døgn og året efter krydsede han Nordatlanten, og blev dermed den første jordomflyver. I 1930 satte han rekord ved at flyve fra England til Australien på under 10 døgn med an Avro Avian. I 1934 måtte han opgive at deltage i kapløbet Mildenhall (England) - Melbourne på grund af motorproblemer med sit Lockheed Altair fly, "Lady Southern Cross", og valgte i stedet sammen med P.G. Taylor (navigatør) som de første at krydse Stillehavet i østgående retning fra Brisbane til San Francisco med mellemlanding på Fiji og Hawaii. (Kingsford-Smiths kompagnon Charles Ulm, sammen med hvem han stiftede Australian National Airways var omkommet ved en flyulykke i 1934). Taylor beskrev ovenævnte tur i sin bog, Pacific Flight fra 1937.

Under et forsøg med samme fly på at sætte solorekord mellem England og Australien forsvandt "Smithy" i 1935 midtvejs mellem Rangoon og Singapore. Halvandet år efter fandt lokale fiskere styrbords hovedhjul fra det forsvundne fly i havet i Martaban bugten ud for Burmas (Myanmars) kyst. Sydneys lufthavn bærer i dag Kingsford-Smiths navn. Den bedste biografi er Ian Mackerseys Smithy fra 1998.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Sir Charles (Edward) Kingsford-Smith Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    cjd