Sopwith Aircraft

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Sopwith Aircraft, Sopwith Aviation Company, britisk flyfabrik, oprettet 1912 af Thomas O.M. Sopwith (1888-1989). Fabrikken stod for nogle af 1. Verdenskrigs bedste jagerfly, bl.a. den legendariske Camel (bygget i 5497 eksemplarer). 

Sopwith Aviation Company fremstillede især fly til de nationale styrker: Royal Naval Service, Royal Flying Corps, som blev til Royal Air Force i 1918. Fabrikkens Sopwith Camel med den berømte Bentley BR-1 motor blev også anvendt af franske, belgiske og amerikanske styrker i 1. verdenskrig. Når denne type stadig kendes af så mange i vore dage, skyldes det ikke mindst dens optræden i tegneserien Radiserne, hvor den fløjet af hunden Nuser udkæmper drabelige kampe med den Røde Baron i dennes Fokker. 

Sopwith-fabrikken holdt til ved Kingston upon Thames og havde i sin storhedshedstid over 5.000 ansatte. I alt blev der bygget over 18.000 Sopwith-fly af ca. 30 forskellige typer, hvoraf en tredjedel var af typen Sopwith Camel. Sopwiths fly blev desuden licensbygget af underleverandører deriblandt Fairey.

I 1914 konstruerede Harry Hawker pontonflyet Tabloid, der vandt Schneidertrofæet i 1914. Det blev anvendt med succes under 1. verdenskrig under navnet Baby. Chefkonstruktør Herbert Smith skabte fra 1916 vellykkede typer som 1½ Strutter og Pup, som var de første britiske fly, som kunne skyde gennem propelakslen. Navnet Pup skyldtes, at den var en miniudgave af 1½ Strutter, men inspirerede samtidig fabrikken til at give de efterfølgende flytyper dyrenavne, såsom Camel, Cuckoo, Dolphin, Hippo, Sparrow, Snipe m.m. Sidstnævnte var i brug ved RAF helt frem til slutningen af 1920'erne. I 1917 kom Triplane, som inspirerede Fokker til at fremstille en tilsvarende type. Samme år kom også Camel’en, der som nævnt blev firmaets største succes. Den tilintetgjorde flere fjendtlige fly end noget andet britisk fly.

En Sopwith Wallaby deltog i efteråret 1919 i konkurrencen om 10.000 pund til det første fly, som nåede Australien ad luftvejen. De to piloter, G.C. Matthews og Kay nåede helt ud til Bali, før de 17.4.1920 måtte opgive, men da var præmiesummen for længst udbetalt til den vindende Vickers Vimy besætning.

Efter krigen viste det sig umuligt for Sopwith at fortsætte succesen, idet de mange ubrugte militærfly ødelagde markedet. Fabrikken trådte i frivillig likvidation i 1920, men blev genskabt samme år under navnet Hawker. Den indgår nu i BAE Systems.

Den 19. juli 1918 nødlandede ikke mindre end fire Sopwith Camel på dansk jord efter at have deltaget i et bombeangreb på den tyske luftskibsbase i Tønder. Landingerne skete nær Esbjerg hhv. ved Guldager, Skallingen og Lyngvig Fyr. Flyenes beslaglagte motorer blev senere genanvendt i fly fra Hærens Flyvetropper. Den norske marine købte ti stk. Sopwith Baby pontonfly, hvoraf to så sent som i sommeren 1928 var på Svalbard for at deltage i eftersøgningen af den forsvundne Roald Amundsen.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
24/09/2012
cjd
27/05/2010
Ove Hermansen
19/05/2010
Ekspert
cjd
Oprindelige forfattere
HKo
02/02/2009
LIJ
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki