farvandsafmærkning

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Farvandsafmærkning. Oversigt over sideafmærkning med tilhørende symboler på søkortet. Sideafmærkning har form og farve i forhold til den retning, der er fastlagt som værende for indgående i det pågældende farvand. R står for rød, G for grøn, og lysets farve stemmer overens med sømærkets farve.

farvandsafmærkning, visuelle hjælpemidler i form af fyr, båker og flydende afmærkninger, som er anbragt i og omkring et farvand for at vejlede søfarten til at komme sikkert igennem. Farvandsafmærkning er en national opgave. I Danmark har Farvandsvæsenet ansvaret for afmærkningen i danske, færøske og grønlandske farvande.

Fyr findes anbragt på fremtrædende punkter langs kyster, på øer og grunde. Anduvningsfyr er kraftige fyr, der tjener som vejledning for skibe, der fra åben sø nærmer sig land. I et vinkelfyr er lyset opdelt i sektorer med forskellig farve. Retningsfyr er kendetegnet ved, at lys kun ses i en smal sejlbar sektor, mens ledefyr ses parvis over ét, når man befinder sig i sejlløbet. Havnefyr tjener til hjælp ved sejlads ind og ud af havne.

Båker er figurer, som normalt er anbragt på pæle. De placeres ofte parvis og angiver dermed en linje. Figurernes farve og form angiver linjens art, fx et sejlløb, et undersøisk kabel eller en rørledning, der ved uagtsom brug af ankre eller fiskeredskaber kan beskadiges. Båkerne kan også markere grænser for fx skydeterræner og fredede områder.

Flydende afmærkning i form af lystønder, spidstønder, stumptønder, spirtønder, vager og stager findes som sideafmærkning til markering af anbefalede ruter, sejlløb og render, som kompasafmærkning for at vise, på hvilken side en forhindring kan passeres, endvidere som isoleret afmærkning, hvilket angiver, at en hindring kan passeres på alle sider, som midtfarvandsafmærkning, der angiver midtlinjen i en anbefalet rute eller i en rute med tvungen trafikseparation, og endelig som specialafmærkning, der kan markere lossepladser, kapsejladsbaner, udlagte måleinstrumenter mv.

Historie og udvikling

Allerede i antikken blev fyr og forankrede sømærker brugt til vejledning for søfarten. I begyndelsen var der tale om primitive bål, men snart opførtes egentlige fyrtårne, og i oldtiden fandtes der en snes stykker i Middelhavet samt et par på den iberiske Atlanterhavskyst og i Den Engelske Kanal. Det største af disse fyr, bygget ca. 300 f.Kr. på Faros ved Alexandria, skal have haft en højde på ca. 120 m.

Farvandsafmærkning. Kompasafmærkning, her vist i uddrag, benyttes til angivelse af, på hvilken side en hindring skal passeres. De fire kvadranter i systemet benævnes N, S, Ø og V i forhold til den hindring, som afmærkes. Der skal således passeres nord om et N-sømærke, syd om et S-sømærke osv. Symbolerne på søkortet er forsynet med bogstaver; B står for sort, og Y for gul.

Fyrteknikken, der bestod af en åben ild, forblev stort set uændret fra antikken indtil ind i 1700-t. Derefter udvikledes i løbet af de næste par hundrede år det moderne fyr; i 1700-t. indførtes spejlreflektorer og i 1800-t. glaslinser (Fresnel-linser), begge dele med det formål at samle og kontrollere lyset. Også lyskilden skiftede med tiden fra brænde til petroleum og gas og siden til elektricitet, hvorved lysstyrken fortsat forbedredes. Vha. rotation eller afblænding blev det endvidere muligt at veksle mellem lyse og mørke perioder i en fast rytme, således at det enkelte fyr kunne have sin egen fyrkarakter, der gjorde det lettere at identificere fyret, ligesom man med farvet forsatsglas kunne dele lyset op i forskelligt farvede sektorer. I nyere tid er visse fyr forsynet med tågehorn, radiofyr eller anden lydgiver, der gør det muligt at pejle fyret uafhængigt af den optiske synsvidde. I sidste halvdel af 1900-t. er et stadigt stigende antal fyr blevet automatiseret og fungerer ubemandet blot med periodiske tilsyn.

I danske farvande blev det første fyr opført i Falsterbo mellem 1229 og 1241 på initiativ af købmænd fra Lübeck, som ønskede, at deres skibe på rejser til og fra Skånemarkedet skulle advares mod det farlige Falsterbo Rev. Fyret var antagelig et vippefyr, dvs. en jernkurv til brænde, anbragt i en galge. På omkring samme tid opførte Lübeck og i 1306 Stralsund fyr ved hhv. Travemünde og på Hiddensee vest for Rügen, og andre tidlige fyr kendes. Således den murede søvendte karnap eller "lygte" i østgavlen på Køge Kirkes tårn, der er fra 1400-t. Ud over et "blusseri" ved Dragør i sildetiden kom der dog ikke egentlige fyr i de danske farvande gennem de næste par hundrede år, hvilket førte til mange klager fra fremmede skippere, som betalte Sundtold for at passere, så i 1560 gav Frederik 2. ordre til opførelse af fyr på Skagen, Anholt og Kullen.

Flydende afmærkning findes der ikke megen konkret viden om før middelalderens slutning. Her brugtes opankrede tønder, koste og prikker til markering af løb og grunde, som oftest anbragt som lokal foranstaltning til at markere havneindsejlinger. Større tønder kunne være forsynet med en klokke, så de også gjorde nytte om natten og i usigtbart vejr. Med indførelsen af gas, automatik og farvet glas kunne man tillige konstruere lystønder med lys af ønsket farve og karakter. Op gennem 1800-t. udviklede de enkelte lande egne standarder for afmærkningens udseende og placering, hvilket førte til adskillige søulykker, hvorfor der i 1889 blev gjort et første forsøg på at skabe ensartede regler på området. Det lykkedes i princippet i 1936 med vedtagelsen af de såkaldte Genève-regler, som imidlertid ikke nåede at blive gennemført før udbruddet af 2. Verdenskrig. Efter krigen var alt kaos, og først i 1962 enedes de nordiske lande om et tilnærmelsesvis ensartet system, som trådte i kraft i 1965. I 1970 nedsatte IALA, International Association of Lighthouse Authorities, en arbejdsgruppe, der udviklede et system, som omfattede både side- og kompasafmærkning. Systemet, System A, blev anbefalet af IMO, International Maritime Organisation, og i årene op til 1980 blev det indført i en række lande, mens en del andre foretrak et System B (rødt om styrbord for indgående). I 1980 lykkedes det imidlertid at samordne de to systemer, således at de herefter kun afviger en smule.

Farvandsafmærkning. Pilene angiver, i hvilke retninger skibe er for indgående i danske farvande. Retningerne har betydning for sideafmærkningen.

I Danmark og andre lande havde man siden middelalderen brugt koste og tønder til lokal afmærkning af havneindløb og lignende; den første afmærkning af egentlige sejlruter skete samtidig med opførelsen af fyrene på Skagen, Anholt og Kullen i 1560. I nyere tid udviklede det danske system sig til et sideafmærkningssystem, indtil det i slutningen af 1970'erne blev afløst af System A.

En kombination af fyr og flydende afmærkning fik man med fyrskibet, som kunne opankres, hvor et fyr var ønskeligt, men ikke praktisk lod sig opføre. Det første fyrskib blev udlagt ud for Themsen i 1732, og gennem 1800-t. kom fyrskibe i almindelig brug især i nordeuropæiske farvande.

Danmarks første fyrskib blev udlagt ved Læsø Trindel i 1829, og antallet kulminerede i 1897, da 15 fyrskibe var udlagt i danske farvande. I perioden 1945 til 1988 blev fyrskibene gradvist overflødige og derfor solgt til museumsbrug og private. De blev delvist erstattet med faste automatfyr.

Litteratur anbefalet af andre brugere
Ove Hermansen: Danmarks fyrtårne og fyrskibe: beskrivelse og historie fra 1560 til i dag, Billesø & Baltzer, 2. reviderede udgave, 2011.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Farvandsafmærkning. Pilene angiver, i hvilke retninger skibe er for indgående i danske farvande. Retningerne har betydning for sideafmærkningen.

© Dette billede må du ...

Farvandsafmærkning. Kompasafmærkning, her vist i uddrag, benyttes til angivelse af, på hvilken side en hindring skal passeres. De fire kvadranter i systemet benævnes N, S, Ø og V i forhold til den hindring, som afmærkes. Der skal således passeres nord om et N-sømærke, syd om et S-sømærke osv. Symbolerne på søkortet er forsynet med bogstaver; B står for sort, og Y for gul.

© Dette billede må du ...

Farvandsafmærkning. Oversigt over sideafmærkning med tilhørende symboler på søkortet. Sideafmærkning har form og farve i forhold til den retning, der er fastlagt som værende for indgående i det pågældende farvand. R står for rød, G for grøn, og lysets farve stemmer overens med sømærkets farve.

Viser 3 af 3 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+323068.801.svg (390.05 kB)

Farvandsafmærkning. Oversigt over sideafmærkning med tilhørende symboler på søkortet. Sideafmærkning har form og farve i forhold til den retning, der er fastlagt som værende for indgående i det pågældende farvand. R står for rød, G for grøn, og lysets farve stemmer overens med sømærkets farve.

Admin

17/02/2009

[+332749.801.svg (42.21 kB)

Farvandsafmærkning. Kompasafmærkning, her vist i uddrag, benyttes til angivelse af, på hvilken side en hindring skal passeres. De fire kvadranter i systemet benævnes N, S, Ø og V i forhold til den hindring, som afmærkes. Der skal således passeres nord om et N-sømærke, syd om et S-sømærke osv. Symbolerne på søkortet er forsynet med bogstaver; B står for sort, og Y for gul.

Admin

17/02/2009

[+332750.601.svg (216.51 kB)

Farvandsafmærkning. Pilene angiver, i hvilke retninger skibe er for indgående i danske farvande. Retningerne har betydning for sideafmærkningen.

Admin

17/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
04/04/2013
Ove Hermansen
07/04/2011
Redaktionen
04/10/2010
Oprindelige forfattere
OVen
30/01/2009
SIbT
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki