færge

Fremdrivning og manøvrering

Da en færge ved egen kraft skal kunne besejle havnene og anløbe lejerne, er det vigtigt, at manøvreegenskaberne er gode. Derfor er de fleste færger forsynet med specialbygget manøvregrej. Mange færger har ror i både for- og agterstavn, og rorene er ofte konstrueret, så de har en høj virkningsgrad selv ved ringe vandstrømning, når færgen sejler langsomt.

© Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller

Færge. Hjørnelejer er udformet som en ret vinkel (et hjørne), hvor færgen lægger til kaj langs den ene side, og stævnen har klaptilslutning til den anden. Sakselejer er konstrueret til færger med en særlig kantet stævnudformning. Det inderste af lejet (saksen) har præcis samme form som stævnpartiet, så færgen ligger helt fast ved anløb. De fleste jernbanefærgelejer er sakselejer. Mange lejer er forsynet med ledeværker, der består af svært tømmer monteret på store elastiske gummiblokke.

Fra slutningen af 1950'erne blev det på større færger almindeligt at indsætte tværpropeller, som hyppigst er skruer anbragt i en tværgående tunnel gennem skroget, således at færgen kan manøvreres sidelæns. Som oftest er tværpropellerne anbragt i forskibet (bovthrustere), men en del færger har også en eller to tværpropeller i agterenden (hækthrustere). Mange færger har to drivskruer, ofte med vendbare blade, og enkelte er forsynet med azimut-thrustere, som er skruer monteret på en lodret aksel, så de kan drejes 360°. Færger, der kun har azimut-thrustere, har ingen ror.

Enkelte små færger er kabeltræksfærger. De har hverken ror eller skruer, men drives fremad og manøvreres vha. to kabler, som enten føres gennem skroget eller er tilsluttet en hjulanordning langs skibssiden.

Nogle få færger er kabelstyringsfærger. De drives fremad på traditionel vis, men har ingen ror og styres udelukkende af kablerne. I Danmark er indsat kabelstyringsfærger på Isefjorden mellem Orø og Hammer Bakker. De nyeste hurtigfærger (katamaraner og fregatfærger) har ingen drivskruer. De sejler vha. water-jets, hvor vand suges ind i et rør og presses ud med voldsomt tryk, således at rekylvirkningen udnyttes.

Maskineri

I dampskibstiden var de fleste færger forsynet med compounddampmaskiner, hvor dampen blev udnyttet to gange i hhv. en høj- og en lavtrykscylinder. Efter år 1900 fik de største dampfærger tregangsmaskineri, hvor dampen passerer tre cylindre (høj-, mellem- og lavtrykscylindre). Efter 1925 er næsten alle færger udstyret med dieselmotorer. En del har dieselelektriske anlæg, hvor skruerne drives af elektromotorer. Enkelte hurtigtsejlende færger har gasturbiner.

Porte og ramper

For at have nem adgang til vogndækket er alle færger forsynet med porte, så man fra klapanlæggene i havnene kan køre direkte om bord. Som oftest er der porte i både forende (bovport) og agterende (hækport), og mange færger har også sideporte. På små færger, der sejler over korte afstande, er portene lave eller blot en bevægelig bom. Større færger skal være forsynet med porte, som hindrer vandindtag under sejlads. Hvis færgen ikke sejler på åbne havområder, kan disse porte være rulleporte, der skubbes langs skibssiden, men ellers kræves det af sikkerhedshensyn, at portene ikke kan slås ind af høj sø. Bovportene er derfor som oftest dobbelte. Inderst er der en vandtæt port, som kan hæves og sænkes, og yderst et visir, som kan løftes eller skydes ud langs skibssiden.

Vogndæk

På vogndækkene er der trappeopgange og evt. elevatorer til salonerne samt forskellige servicerum, som i reglen er placeret langs skibssiderne eller midtskibs i såkaldte casings. På jernbanefærger er der anbragt et eller flere spor på vogndækket, evt. med sporskifter, og ved portene er der stoppuffere, som vognene kan køres op imod.

© Thomas Nørgaard Olsen

Færge. Bilfærgen Mai Mols, bygget i Ålborg og indsat på Mols-Linien mellem Sjællands Odde og Ebeltoft i 1996. Færgen er en SWATH (Small Waterplane Area Twin Hull) katamaran.

Passagerapteringen

Passagerapteringen omfatter de rum, saloner og kahytter, hvor de rejsende kan opholde sig under sejladsen. På de mindste færger er passagerapteringen sparsom og i reglen kun et rum med siddepladser. På større færger eller færger, der ikke er i fart på ganske korte ruter, er der spisesaloner, cafeterier, hvilesaloner, særlige chaufførrum og kiosker. Færger, der er i fart på lange ruter, hvor natsejlads ikke kan undgås, har kahytter med køjer og baderum.

Sikkerhed og redningsudstyr

Af hensyn til brandfaren skal der overalt på en færge være et omfattende brandslukningsudstyr (fx sprinkleranlæg) og flugtveje til båddækket. Selve redningsudstyret omfatter redningsbåde, oppustelige flåder og evakueringsslisker samt redningskranse og -bælter.

Skrogudformning

De fleste færger har en særlig, som oftest kantet skrogudformning, således at de passer ind i færgelejerne. For at beskytte skroget ved lejeanløb er de fleste færger forsynet med en kraftig liste af metal eller træ (fenderlisten), som er monteret langs hele skibssiden og i stævnene. Mange færger er bygget ens i begge ender, så de kan sejle lige godt både fremad og baglæns. Disse færger kaldes dobbeltendere, og de behøver ikke at svaje (vende) under overfarten. De fleste store færger er ikke dobbeltendere og har en egentlig for- og agterstavn, hvilket medfører, at de bedre kan sejle på åbne havområder. Næsten alle færger er enkeltskrogsfærger, men navnlig siden 1990 er der bygget en del hurtigtsejlende katamaraner, som består af to skrog med en fælles overbygning. En fregatfærge er en hurtigtsejlende enkeltskrogsfærge med en slank og strømlinjet udformning (som en moderne fregat eller torpedobåd). De hurtigtsejlende færger er bygget af lette metaller (aluminium), mens de fleste andre færger er bygget af stål. Dog er der stadig nogle træbyggede færger i fart.

© Mogens Nørgaard Olesen

Færge. Fra venstre mod højre: Hjuldampfærgen Nyborg, bygget i Malmø og indsat på Storebæltsoverfarten i 1883. Kabelfærgen Karen Orø, bygget på B & W, København i 1978. Færgen har et bredt og åbent vogndæk, og den styres af to kabler, som er udspændt mellem anløbsstederne på Orø og i Horns Herred. Motorfærgen Dronning Ingrid, bygget i Helsingør i 1980. Færgen har fire jernbanespor og to gennemgående salondæk.

Færgetyper

Afhængigt af enten anvendelse eller konstruktion inddeles færgerne i forskellige typer. Efter anvendelse taler man om godsfærger, som ikke har passageraptering, bilfærger, som specielt er indrettet til overførsel af biler, jernbanefærger, som kan medtage jernbanemateriel, og kombifærger, som har flere anvendelsesmuligheder. Efter konstruktion inddeles færgerne i enkelt-, to- eller tredæksfærger afhængigt af antallet af vogndæk, ro-ro-færger (roll-on-roll-off), som er fragtskibslignende med mulighed for overførsel af tunge laster, der i reglen kan fordeles på flere dæk, og passagerfærger, der er passagerskibe forsynet med et eller flere vogndæk.

Historisk og teknisk udvikling

Indtil sidste halvdel af 1800-t. var færgerne mindre, træbyggede både eller skibe, som for det meste blev anvendt til overførsler af hestevogne, kreaturer, post og lettere stykgods samt passagerer. De mindste var åbne robåde (færgejoller) uden passagerfaciliteter. De større var sejlførende fartøjer med en eller to master... Læs videre om færgers historiske og tekniske udvikling.