Ferrari.

.

Ferrari. Grundlæggeren Enzo Ferrari på sit kontor i Fiorano ved Modena. Fra sit skrivebord styrede han siden 1960'erne også firmaets engagement i formel 1-løbene.

.

Ferrari. Ferrari F-50 blev produceret i anledning af 50-året for introduktionen af Ferraris første V-12 motor ved et motorløb i Italien 1947. F-50 er udstyret med kulfiberchassis og elektronisk styret affjedring. Den 12-cylindrede motor med 5 ventiler pr. cylinder er på 4,7 l og yder 520 hk ved 8500 o/min; topfart 325 km/h og 0-100 km/h på 3,87 s. Bilen er formgivet af B. Pininfarina og produceres i 349 nummerede eksemplarer, hvorefter formen destrueres, hvilket sammen med den høje pris (9 mio. kr. inkl. dansk registreringsafgift, 1996) gør F-50 til en af de mest eksklusive biler i verden.

.

Ferrari, italiensk bilmærke og -fabrik, grundlagt i 1940 af Enzo Ferrari (1898-1988). Den første bil med mærket Ferrari kom dog først i 1947. Enzo Ferrari begyndte i 1920 at køre motorløb for Alfa Romeo, og i 1929 oprettede han sin egen væddeløbsstald, Scuderia Ferrari, der frem til 1939 arbejdede tæt sammen med Alfa Romeo.

Efter 2. Verdenskrig lancerede fabrikken i Maranello en serie sports- og racerbiler med V12-motorer på 1500 cm3; V12-motoren var indtil 1970'erne, med få undtagelser, Ferraris kendemærke.

De første år producerede fabrikken næsten udelukkende biler til væddeløbsbrug, men i 1953 udstillede Ferrari en ny model, 250 Europa, på biludstillingen i Paris. Med denne topersoners, lukkede sportsvogn fandt firmaet den niche i bilverdenen, hvor Ferrari har skabt sig en enestående position som den ultimative bil blandt luksuøse, sportsprægede biler, bakket op af mangeårig succesrig deltagelse i motorløb.

Ferraris væsentligste tekniske indsats ligger på motorområdet, mens firmaets konstruktioner på andre områder som bremser og affjedring har været præget af en vis konservatisme. I 1969 blev Ferrari en selvstændig virksomhed under Fiat-koncernen, men med en selvstændig modelpolitik.

Ferarri er stadigvæk engageret i motorsport og driver det succesrige formel 1-team Ferrari.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig