Pininfarina, italiensk designfirma, grundlagt 1930 under navnet Carrozeria Pinin Farina af Battista "Pinin" Farina (1893-1966); nuværende navn 1961. Firmaets arbejde bestod oprindelig mest i design og bygning af specialversioner af standardbiler, bl.a. i samarbejde med Lancia. Pininfarina har siden formgivningen af den lille Cisitalia 202 i 1947 haft afgørende betydning for moderne bildesign. Firmaet udfører også andre former for industriel design.