Knastaksel. Snit i firecylindret bilmotor ved indsugningens afslutning i cylinder to, set forfra. Udstødningsventilerne er lukkede.

.

Knastaksel, kamaksel, aksel i en forbrændingsmotor, der styrer ventilernes åbning og lukning. Akslen er anbragt parallelt med krumtapakslen og trækkes normalt via en kæde eller tandrem fra denne, således at den roterer halvt så hurtigt. På knastakslen er der anbragt lige så mange excentriske kamme eller knaster, som motoren har ventiler. Hver kam vil på en akselomdrejning via en kamfølger åbne den tilhørende ventil. Den lukkes normalt af en fjeder, når knasten drejer videre.

Knasternes placering og profil bestemmer motorens driftskarakteristik. Mange moderne motorer anvender to overliggende knastaksler (eng. twin cam), fordi det derved er lettere at anbringe ventilerne hensigtsmæssigt i forbrændingskammeret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig