Diligence fra 1846.
Diligence som dagvogn i 1846. Tegning fra Ib Møllers Hestevogne i Danmark fra 1998, udgivet af Post- og Telemuseet.
Diligence fra 1846.
Af /Post- og Telemuseet.

Diligence.

.

En diligence er en lukket hestevogn med tværsæder over for hinanden (vis-a-vis), der tidligere blev brugt til regelmæssig befordring af personer samt mindre pakker og breve; den kørte således som postvogn eller dagvogn.

Faktaboks

Etymologi
Ordet er fransk, hvor det er en forkortelse for voiture de diligence 'vogn, der kører hurtigt'. Det sidste led kommer af latin diligentia 'omhu, omsorg'.
Også kendt som

dagvogn, postvogn

Da den ordinære befordring med postvæsenet i Danmark foregik i åbne vogne, kunne man tilkøbe sig transport i private lukkede vogne, kaldet ekstrapost. Det var ofte vogne af diligencetypen, der blev brugt i England og USA, hvor man kaldte dem for mail-coach og stage-coach. De var ofte meget store og kunne med sæder på taget medtage helt op til 20 passagerer ad gangen.

De danske udgaver var mere beskedne. I 1798 indførtes således til Danmark fra Philadelphia en lukket diligence med ni indvendige sæder og et sæde ved siden af kusken, der blev brugt som ekstrapost mellem København og Helsingør. Året efter indsatte man en tilsvarende på ruten mellem København og Korsør, men da taksterne for befordring med ekstrapost var dyrere end befordring med almindelig åben vogn, kunne ekstraposten med diligence ikke betale sig i længden. Først i 1834 sattes en diligence ind på postruten mellem København og Hamburg samt København og Helsingør; og herefter på ruterne i hele landet.

Postdiligencerne var af forskellig størrelse – de mindre havde fire sæder og de større seks sæder. De medtog også brevposten og mindre pakker.

Anlæggelsen af jernbanerne i løbet af 2. halvdel af 1800-tallet gjorde, at diligencerne i denne periode mistede deres betydning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig