En drosche er en hyrevogn, ofte trukket af to heste. En typisk drosche havde fast kuskebuk, taxameter og kaleche.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet kommer via tysk Droschke fra russisk drosjki 'let vogn'.
- Også kendt som
-
droske
Som droscher brugte man flere forskellige vogntyper. De almindeligste var chaise, landauer og mylord eller victoria, som havde plads til to eller fire passagerer foruden kusken. De var lette at køre, fordi der var stor afstand mellem akslerne.
Hestetrukken hyrevognskørsel blev allerede i 1600-tallet indført i Paris. Vognene blev dér kaldt fiacres, fordi de første vogne udgik fra Hôtel Saint Fiacre, opkaldt efter den irske helgen Sankt Fiacrius eller Fiachra fra 500-tallet.
I København kom de hestetrukne droscher i 1828, og man kunne bestille dem, ligesom man bestiller vore dages taxaer. I dag findes hestetrukken droschekørsel i Jægersborg Dyrehave nord for København.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.