Karet. Guldkaret i Eremitagemuseet, Skt. Petersborg, Rusland.

.

En karet er en luksuøst udformet lukket hestevogn af coach-typen (også kaldet karm, berline, helkaret eller karosse) med et eller to sæder i kabinen vis-a-vis foruden en kuskebuk og et trinbræt eller sæde bagpå vognen til lakajer. Kareter har gennem historie været anvendt af adelen og de europæiske kongehuse.

Faktaboks

Etymologi
Ordet karet kommer af ital. carreta, dim. af lat. carrus 'vogn, kærre'.

Karetens udformning og udsmykning har fulgt tidernes skiftende stilarter. I barokken var kareterne store og tunge med en overdådig udsmykning i billedskærerarbejde, mens rokokotidens var lettere i udformning, men stadig med mange udskæringer. I slutningen af 1700-tallet vandt den nyklassicistiske stil indpas. Den var inspireret af engelske karetmagere og karakteriseret ved enkle og elegante linjer og uden tidligere tiders udsmykning. De nyeste kareter fra 1800-tallet lignede ofte borgerskabets vogne. På de første affjedrede kareter var vognkassen ophængt i kæder eller læderremme, som var fastgjort i træsøjler på karetens undervogn. Senere udvikledes C-formede stålfjedre, der blev kombineret med læderstropper, og til sidst blev kareterne forsynet med horisontale trykfjedre direkte mellem vognkasse og aksler, hvorved langvognen forsvandt.

Fra Christian 3.s tid var Danmark kendt i Europa for sin fine karetfremstilling. Den Kongelige Staldetat har en stor samling. Den ældste er enkedronning Juliane Maries statskaret fra 1778, som er en blanding af rokoko og nyklassicisme. De enkleste kareter er den tosædede gallakaret, bygget af den foretrukne vognbygger Henry Fife, København, og "Guldbryllupskareten", en etsædet karetkupé fra 1892, bygget af F.C. Schulz, København. Den Kongelige Staldetats vogne dokumenterer, hvilken teknologisk udvikling vognbygningen gennemgik fra sidste halvdel af 1700-tallet og ca. 100 år frem.

Ordet karet bruges i dag om lukkede hestevogne til festkørsel, fx ved bryllupper, men disse vogne er som regel mindre og lavere end egentlige kareter. Deres oprindelige navne er kupé, 3/4-kupé, landaulet eller landauer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig