En kuskevogn er en let, åben firehjulet hestevogn uden fjedre med fletværksider og høj bagende. Kuskevognen blev udviklet i slutningen af 1400-tallet i landsbyen Kocs i Ungarn og anvendtes af den ungarske konge Matthias Corvinus til rejser mellem regeringsbyerne Buda og det erobrede Wien. Vognen blev, som det var skik i Østeuropa, trukket af tre heste side om side, men ikke i en trojka-forspænding.

Det er kuskevognen, dog forsynet med kaleche, som vi møder i Frederik 2.s Danmark i 1580'erne på de nys anlagte kongeveje, som var forbeholdt kongens hof og udvalgt adel. Kongevejene var kunstveje, der havde en jævnet kørebane, hvorfor den lette kuskevogn kunne køre i trav – dobbelt så hurtigt som almindelige vogne på de alfare veje. Kuskevognenes passagerer sad på puder stoppet med uld for at gøre transporten mere behagelig. Kuskevognen var den første personvogn (luksusvogn), hvor vogndriveren sad på vognen; tidligere sad han på den nærmer hest (saddelhesten) til venstre i et spand. Derfor kom vognstyreren med tiden til at hedde kusk.

Da det var kongerne, der introducerede kuskevognene, blev det den første vogntype i Danmark, som adelens mænd kunne bruge uden at tabe anseelse. Tidligere var det ellers kun gamle, svagelige mænd, kvinder og børn, der blev kørt i vogne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig