Puffer, anordning, som er anbragt parvis og symmetrisk om længderetningen på enden af jernbanekøretøjer med trækkrog og skruekobling. En puffer, der består af en jernplade og en fjeder, optager de trykkræfter og stød, som opstår under bremsning eller rangering, og overfører dem til jernbanekøretøjets vognkasse eller bundramme.