tandhjulsbane

Tandhjulsbane, jernbane helt eller delvis udstyret med en fast tandstang, som regel anbragt i sporets midte, og hvori et eller flere tandhjul på lokomotiv eller motorvogn griber ind. Tandhjulsbaner bruges i bjergegne på baner med stigninger over ca. 70‰, hvor adhæsionen mellem trækkraftens drivhjul og skinnerne er utilstrækkelig til togets fremførsel.

Afhængigt af terrænforholdene og af, om banen kun stedvis er udstyret med tandstang, benyttes forskellige tandstangstyper. På banernes tandstangsafsnit er maksimalhastigheden omkring 25 km/h for opadkørende tog og endnu lavere for nedadkørende. Tandhjulsbaner benyttes normalt på stigninger op til 250‰; Pilatusbanen i Schweiz har dog stigninger op til 480‰. Ud over sædvanlige klods- eller skivebremser, evt. også magnetskinnebremse, er togene udstyret med flere af hinanden uafhængige bremsesystemer; et virker på togets tandhjul, og et træder i funktion ved overskridelse af den tilladte nedkørselshastighed. På ældre baner har togene været fremført af et lokomotiv, der befinder sig nederst på stigningen, mens moderne baner benytter motorvognstog (elektriske eller dieseldrevne).

Verdens første tandhjulsbane blev anlagt på Mount Washington i New Hampshire, USA, 1866-68. I Europa var Rigibanen fra Vitznau til Rigikulm i Schweiz, anlagt 1868-73, den første. Blandt de højest kørende tandhjulsbaner er Jungfraubanen i Schweiz, der på Jungfraujoch når 3454 m.o.h.

Et lokomotiv med tandhjulsdrev blev patenteret i England 1811, adskillige år før den første normale jernbane kom i drift, fordi det dengang var en udbredt opfattelse, at adhæsionen mellem lokomotivets hjul og skinnerne ville være utilstrækkelig til at bevæge et tog.