Swissair, tidl. schweizisk luftfartsselskab, stiftet i 1931 ved sammenlægning af Ad Astra Aero (grundlagt 1919) og Balair (grundlagt 1925). I 1932 indførtes den tids hurtigste civile fly, Lockheed Orion, og to år senere blev Swissair det første selskab i Europa med stewardesser på sine fly. Under 2. Verdenskrig begrænsedes flyaktiviteterne voldsomt, men fra 1946 etableredes et større rutenet, der siden blev udvidet med destinationer til bl.a. USA, Sydamerika og Asien. Swissair blev nationalt luftfartsselskab i 1949. Selskabet oplevede vækst og stigende passagertal i de følgende årtier, og udvidede i 1990'erne virksomheden med investeringer i andre flyselskaber. I slutningen af 1990'erne ramtes Swissair af økonomiske problemer, der forstærkedes af faldende passagertal efter 11. september-angrebet.

I 2001 gik Swissair konkurs, og flåden overførtes til det schweiziske Crossair, der i 2002 ændrede navn til Swiss International Air Lines. I 2005 blev Swiss købt af Lufthansa.

På det schweiziske transportmuseum i Luzern findes en Fokker F-VIIa, en Lockheed 9C Orion og en Convair CV-990 Coronado i Swissair-bemaling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig