Faktaboks

Jacques Alexandre César Charles
Født
12. november 1746, Beaugency - sur - Loire, Frankrig
Død
7. april 1823, Paris, Frankrig

Jacques Alexandre César Charles var en fransk fysiker, matematikker og opfinder. Han udviklede sammen med brødrene Robert gasballonen, idet de udnyttede den nyfundne luftart brint.

Den 27. august 1783 sendte de en brintfyldt ballon til vejrs. Ballonen var af silke belagt med gummi indvendig, og størrelsen var ca. 33 m3. Den blev opsendt nær Paris – der hvor Eiffeltårnet nu står. Den fløj ca. 45 min og landede ved landsbyen Gonesse. Desværre gik ballonen tabt, idet frygtsomme bønder ødelagde den med høtyve og leer.

Den 1. december 1873 sendte de endnu en brintfyldt ballon til vejrs. Denne gang blev ballonen opsendt fra Tuilerihaven og med i ballonen var Jacques Charles og den ene af brødrene Robert. Ballonen var på 380 m3 og nåede en højde af 600 m og fløj ca. 40 km på godt 2 timer. Den landede umiddelbart efter solnedgang og Robert stod af ballonen. Charles steg atter op med ballonen, denne gang til ca. 2.700 m, hvorefter han hurtigt landede, idet han åbnede for en ventil, så brint kunne undslippe ballonen. Ved denne anden opstigning kom Charles atter op i sollyset og landede igen i mørket, og man siger, at Jacques Charles er det første menneske, der har oplevet 2 solnedgange på samme dag.

Jacques Charles fløj aldrig i ballon igen, men han har lagt navn til gasballoner, charliere, og hans princip med en kuglerund ballon omgivet af et net og forsynet med gondol, sikkerhedsventil og ballast anvendes stadig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig