Sea waybill, (eng. 'søfragtbrev'), dokument ved godstransport med skib, der indeholder transportørens erkendelse af at have modtaget det nærmere beskrevne gods samt hans løfte om at transportere godset til et navngivet sted og udlevere det til den i dokumentet angivne modtager. Den sidste funktion adskiller sea waybill fra et konnossement, idet transportøren, når konnossement er udstedt, kun kan udlevere godset mod tilbagelevering af konnossementet. Efter at sea waybill er udstedt, kan afsenderen bestemme, at transportøren skal udlevere godset til en anden modtager end angivet i dokumentet, ligesom afsenderen kan kræve konnossement udstedt. Nærmere regler om sea waybill findes i Søloven §§ 308-309.