navigation (Verificeret)

© Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller

Navigation. Man kan bestemme sin geografiske længde ved en astronomisk observation, hvis man kender sin geografiske bredde og det nøjagtige klokkeslæt i Greenwich (GMT). Det gøres ved at måle højden af et himmellegeme, hvis maksimale bredde (deklination) og længdegrad (sideriske timevinkel) er kendt på observationstidspunktet. Med disse oplysninger kendes tre sider (storcirkeludsnit) i en sfærisk trekant, hvori vinklerne kan beregnes. Polvinklen (HPO) er da forskellen mellem observatørens og himmellegemets geografiske længde, som sammenholdt med den kendte længdegrad af himmellegemet giver observatørens længde.

© Gyldendal

Navigation. Jakobsstaven var det dominerende måleinstrument til søs, indtil det i 1700-t. blev afløst af mere nøjagtige spejlinstrumenter som oktant og sekstant. Anvendelsen er enkel: Staven holdes op til øjet, hvorefter en løs tværpind forskydes, til den lige præcis dækker den lodrette afstand mellem himmellegemet og kimingen. Den målte højde kan så aflæses i en skala på staven. Foretages målingen, når himmellegemet er højest på himlen, og kender navigatøren dets deklination, kan bredden regnes ud. På den pædagogiske tegning anvendes Nordstjernen, der let findes vha. Karlsvognen, og den er så tæt på himlens nordpol, at målt højde omtrent svarer til observatørens bredde.

© Furuno

Navigation. Navigationsradar om bord i et skib, der befinder sig i strædet mellem Stillehavet og Tokyobugten. Radaren, der vha. skibets gyrokompas er nordorienteret, er her sat til 12 sømils dækning, eget skib er i centrum, og der er to sømil mellem de koncentriske, hvide afstandsringe. Vha. indstillelige afstandsringe og pejlestreger, vist med blåt, kan retning og afstand til genkendelige punkter i land bestemmes. Radaren er også koblet til skibets GPS-system, og egen position og positionen af det flyttelige kors th. for centrum kan dermed aflæses direkte i bredde og længde. Andre skibe gengives som punkter, og det er muligt at markere et antal af dem, hvorpå radaren foretager en plotning, dvs. beregner det enkelte skibs kurs, fart, nærmeste afstand og tidspunktet herfor.

© Kort & Matrikelstyrelsen (A 025-99)

Navigation. Udsnit af søkort, der viser farvandet i Øresunds nordlige del. Dette farvand, der ikke bare er hovedruten mellem Nord- og Østersøen, men også har en intens færgetrafik mellem Helsingør og Helsingborg, er et af verdens mest trafikerede, og for at reducere risikoen for kollision er der indført trafikseparation, så nord- og sydgående skibe holdes adskilt. Om bord på et skib, der skal nordud gennem Øresund, har navigatøren i søkortet indtegnet de kurslinjer (angivet med sort streg), han agter at følge, og ved pejlinger af let kendelige punkter, her Kronborg fyr og Kärnan, kontrollerer han løbende sin position. Ved første observation (A) er skibet på kurslinjen, ved anden observation (B) vælger han at bruge ikke-samtidige stedlinjer, da vinklen mellem de to objekter her er for lille; han pejler på ny Kronborg og anvender den tidligere pejling af Kärnan. Ved tredje observation (C) er skibet kommet øst for kurslinjen, og kursen må derfor korrigeres.