Sømandskab, korrekt håndtering af et skib, dets udrustning og udstyr samt dets ladning. Sømandskab omfatter dermed manøvrering med skibet under hensyntagen til bl.a. vind og vejr, anden trafik samt eget og andre skibes sikkerhed; endvidere lastning og losning samt ladningens forsvarlige placering om bord, hvor der skal tages hensyn til ladningens art og til en hensigtsmæssig vægtfordeling, så skibet ligger på et fornuftigt trim med passende stabilitet, og samtidig sådan, at der er let adgang til de enkelte ladningspartier, hvis der lastes og losses i flere havne. Endelig omfatter sømandskab betjening og vedligeholdelse af skibet og dets udstyr, herunder ikke mindst dets sikkerhedsudrustning.