Mercedes-Benz. Daimlers første bil fra 1885 var en hestevogn med en encylindret, vandkølet motor anbragt mellem sæderne. Motoren ydede 1,1 hk ved 700 omd./min, og bilen havde en tophastighed på 16 km/h. Daimlers Mercedes-model fra 1901 havde, bortset fra kædetrækket, alle de tekniske træk, som blev karakteristiske for biler de næste 60 år: lodretstående køler foran en langsliggende rækkemotor med lodretstående cylindre, styring med rat på en skråtstillet ratstamme, træk via kobling og gearkasse til baghjulene samt affjedring ved hjælp af halvelliptiske bladfjedre. Ford T var den første bil, der blev samlet efter samlebåndsteknikken. Den kortere produktionstid gav lavere salgspris, hvilket igen betød store produktionstal. I alt blev der produceret over 20 mio. eksemplarer 1908-1927.

.
.

Mercedes-Benz, tysk bilproducent, stiftet 1926 som en del af Daimler-Benz AG (se Daimler AG), en sammenslutning af Daimler Motoren Gesellschaft fra 1882 og Benz & Cie fra 1883.

Både Daimler og Benz havde bygget store, solide og dyre biler, Daimler under navnet Mercedes siden 1901.

Navnet Mercedes blev valgt, fordi den østrigske forretningsmand Emil Jellinek (1853-1918), som havde navngivet både sine huse og sin datter Mercedes, bestilte en større serie biler fra Daimler.

I løbet af 1930'erne skaffede Mercedes-Benz sig en dominerende stilling i Tyskland på markedet for dyrere biler. Som en del af det nazistiske regimes profilering fik firmaet tilført store pengesummer fra regeringen til bygning af en række højteknologiske racerbiler, som dominerede motorsporten i 1930'erne.

Efter 2. Verdenskrig begyndte bilproduktionen igen i 1946 med førkrigsmodellen 170V, og meget snart genindtog firmaet sin gamle position som producent af konservativt udseende, solide og dyre biler med moderne teknik.

I 1998 fusionerede Daimler-Benz med Chrysler Corporation under navnet DaimlerChrysler, men blev igen adskilt i 2007 i Daimler AG og Chrysler Corporation.

Mercedes-Benz' internationale hjemmeside

Mercedes-Benz' danske hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig