Køreteknisk anlæg, afgrænset område med anlagte vejstykker med belægning og kurver af varierende karakter beregnet til undervisning i bilkørsel. Efter 1.1.1990 indgår kørsel på et køreteknisk anlæg med bl.a. øvelse i at håndtere en bil på en glat kørebane som en obligatorisk del af undervisningen inden aflæggelse af køreprøve. Desuden anvendes køretekniske anlæg til undervisning af politiets og redningskorpsenes personale og i forbindelse med undervisningen på Landtransportskolen samt til private kurser. Der findes ca. 30 køretekniske anlæg i Danmark, de fleste ejet af lokale kørelærersammenslutninger.