Eurostar, højhastighedstog, der fra 1993 kører på strækningen Paris/Bruxelles — London via Kanaltunnelen. Eurostar er sammensat som togsæt af 18 vogne (med fællesbogier) med et elektrisk lokomotiv i hver ende. Togets samlede længde er 394 m, og den maksimale hastighed 300 km/h. Eurostar drives af de franske jernbaner SNCF og de belgiske SNCB i fællesskab med EPS (European Passenger Services, tidligere del af British Rail) og i et samarbejde med Eurotunnelkonsortiet.