Åbningen af Shinkansen i 1964.
Snoren klippes over den 1. oktober 1964 ved indvielsen af den første japanske højhastighedslinje, Tokaido Skinkansen, mellem Tokyo og Osaka. Den nåede netop at blive klar til De Olympiske Lege i Tokyo, der begyndte den 10. oktober.
Åbningen af Shinkansen i 1964.
Af /Ritzau/Scanpix.

Shinkansen er det japanske højhastighedstog. Det første var Tokaido Shinkansen, der blev sat i drift allerede i 1964 mellem Tokyo og Osaka af det tidligere japanske jernbaneselskab JNR. Mens de japanske jernbaner indtil dette tidspunkt stort set havde været smalsporede (1067 mm), kom Shinkansen til at køre på normalspor. Toget havde en maksimal hastighed på 210 km/h og var dengang verdens hurtigste passagertog.

Faktaboks

Etymologi

Navnet er sammensat af japansk shin 'ny', kan '(træ)stamme' og sen '(tog)linje, spor'.

I dag kører Shinkansen mellem de fleste større japanske byer, og nettet på ca. 3000 km udbygges fortsat. Den maksimale hastighed er op til 260 km/h. Der er gennemført hastighedsforsøg op til 320 km/h, og der er prototyper til hastigheder på 350 km/h under udvikling. Hastighedsrekorden, som blev sat i 1993, var på 425 km/h. Der er også iværksat forsøg med kurvestyret tog med hastigheder på ca. 250 km/h på kurvede strækninger.

Shinkansen har i teknik og udformning hentet meget fra flyindustrien, bl.a. den aerodynamiske udformning af fronten. Toget har mange drivende aksler i modsætning til de europæiske typer, der har lokomotiver i begge ender af togsættet. De nyeste togtyper har stor vognbredde og består af 16 vogne, heraf to dobbeltdækkere. Toglængden er 400 m med 1315 siddepladser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig