De første jernbaner i Danmark blev anlagt af britiske entreprenører med brug af danske håndværkere ved opførelsen af stationsbygningerne; hovedbygningerne i Roskilde (1847-1848) og Sorø (1856) er eksempler herpå.
I sidste halvdel af 1800-tallet satte især to arkitekter deres præg på den danske jernbanearkitektur. J.D. Herholdts brug af italiensk inspireret murstensarkitektur i Københavns anden hovedbanegård (1863-1864; nedrevet i 1916) fik stor betydning for stationernes udseende i slutningen af 1800-tallet.
Således for N.P.C. Holsøe, der udviklede den typiske købstadsstation med pavilloner og en trekantgavl med ur som Silkeborg (1871), Varde (1874) og Thisted (1882).
I 1894 afløste Heinrich Wenck N.P.C. Holsøe som DSB's hovedarkitekt, og med flere end 300 bygninger bag sig, deriblandt Københavns Hovedbanegård (1904-1911), er han den mest produktive danske jernbanearkitekt. Stationer som Kystbanens (1897), Esbjerg (1903) og Holstebro (1905) er karakteristiske for Wenck, der var inspireret af Martin Nyrops nationalromantik.
Heinrich Wenck fik stor betydning for den næste generation af arkitekter, der efterlyste en bedre arkitektur i stationsbyerne (se Bedre Byggeskik); anerkendte arkitekter kom derfor til at stå for bygningerne til det store antal private jernbaner, som blev anlagt i 1910-1930.
Eksempler herpå er Ulrik Plesners stationer til Ørnhøjbanen (1911) og Kay Fiskers og Aage Rafns til Gudhjembanen (1916). K.T. Seest (1879-1972), DSB's chefarkitekt i 1922-1949, stod for de funktionalistiske S-togs-stationer som Vesterport (1934) og Vanløse (1934).
Der opføres stadig stationsbygninger dels til S-banen, dels i form af større anlæg som Høje Taastrup Station (1986) og de i 1997 indviede stationsbygninger ved Storebælt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.