Den første jernbane i det daværende danske monarki var Altona-Kiel-banen (Kong Christian den Ottendes Østersø Jernbane), åbnet 18.9.1844. 31 % af aktierne var tegnet af den danske stat og resten hovedsagelig af de interesserede byer. Inden banen blev åbnet, udbrød der nærmest jernbaneaktiehysteri i Tyskland. Den danske stat benyttede lejligheden til at afhænde hovedparten af sine aktier i banen med gevinst, og samtidig blev der på rent kommerciel basis og væsentligst i Hamburg tegnet aktier i en bane mellem København og Roskilde; aktieselskabets navn blev Sjællandske Jernbaneselskab.
Roskildebanen indviedes 26.6.1847 af Christian 8. Hverken budgetter eller tidsplaner holdt, og da indtjeningen efter åbningen kun var tilstrækkelig til et aktieafkast på ca. halvdelen af markedsrenten, faldt aktiernes værdi til under halvdelen af pålydende. Aktiekapital til banens forlængelse til Korsør, der åbnedes i 1856, kunne derfor kun tegnes, fordi staten garanterede aktionærerne i Sjællandske Jernbaneselskab et udbytte på 4 %.
I Jylland forsøgte man sig først med en lignende konstruktion, men endte med at lade banerne anlægge af staten. Strækningen Aarhus-Randers åbnedes i 1862, Langå-Viborg 1863, Viborg-Skive i 1864, Skive-Struer og Nyborg-Middelfart 1865.
I 1866 kom banerne Middelfart-Strib, Struer-Holstebro og banen gennem det i 1864 tabte Sønderjylland sydfra til grænsestationen Vamdrup og videre til Fredericia.
Banerne i Jylland og på Fyn blev for den danske stats regning anlagt af det britiske entreprenørfirma Peto, Brassey & Betts, der samtidig ejede aktieselskabet Det Danske Jernbane-Driftsselskab, som drev banerne. Driftsselskabet blev dog i 1867 opkøbt af staten, som pr. 1/9 etablerede Jydsk-fyenske Statsbaner.
I Jylland blev den østjyske længdebanes strækning fra Fredericia til Aarhus åbnet i 1868, og strækningen fra Randers til Aalborg færdiggjort i 1869. I 1871 fulgte banerne Skanderborg-Silkeborg og Nørresundby-Frederikshavn og i 1874-75 banerne Lunderskov-Esbjerg-Varde-Ringkøbing-Holstebro og Bramminge-Ribe. Hermed var der i Jylland etableret både en østlig og en vestlig længdebane samt en sydlig og en nordlig tværbane. I 1872 åbnedes jernbanefærgeforbindelse over Lillebælt.
Statsgarantien for Sjællandske Jernbaneselskab udvidedes til at omfatte en stadig større aktiekapital, så selskabet kunne åbne strækningerne København-Hellerup-Klampenborg og Hellerup-Lyngby i 1863 og fortsættelsen Lyngby-Hillerød-Helsingør i 1864. I 1870 åbnede selskabet banen Roskilde-Køge-Masnedsund og i 1874 Roskilde-Kalundborg samt i 1879 Frederikssundbanen. Fra regnskabsåret 1864 oversteg udbyttet til aktionærerne de statsgaranterede 4 %, hvorfor aktionærerne blev modstandere af at anlægge nye, mindre rentable linjer, selvom staten ønskede sådanne. I 1880 indløste staten derfor aktierne i Sjællandske Jernbaneselskab, men videreførte i første omgang driften under den hidtidige ledelse som Sjællandske Statsbaner.
Ledelsesmæssigt sammensluttedes Jydsk-fyenske Statsbaner og Sjællandske Statsbaner først 1.10.1885, og frem til 1892 var der stadig væsentlige forskelle mellem driften i det sjællandske og det jysk-fynske område. Statsbanerne betegnedes herefter Statsbanedriften, senere De Danske Statsbaner og fra 1948 Danske Statsbaner, forkortet DSB. Anlægget af nye statsbaner fortsatte, om end i lavere tempo og hovedsagelig i form af sidelinjer. Derudover åbnedes i 1897 Kystbanen (Østerport-Helsingør), og i 1911 indviedes den nuværende hovedbanegård i København.
Fra 1869 opstod også såkaldte privatbaner (første privatbane var Maribo-Bandholm-banen), de fleste med en eller anden form for statsstøtte og ofte resten af aktiekapitalen tegnet af områdets kommuner og amter. For privatbaner anlagt efter 1894 indskød staten som regel halvdelen af aktiekapitalen. I 1918 nåede længden af privatbanenettet 2164 km og overgik statsbanenettet. Med bilkonkurrencen efter 1. Verdenskrigs slutning indstilledes anlægget af nye jernbaner stort set, og de første strækninger begyndte at blive nedlagt. Både længden af statsbanerne og privatbanerne kulminerede i 1931 med henholdsvis 2509 km og 2781 km.
Nye strækninger blev herefter hovedsagelig kun anlagt som led i udvidelsen af de københavnske nærtrafiknet, dog åbnedes i 1963 strækningen Nykøbing F.-Rødby i forbindelse med etableringen af Fugleflugtslinjen. En række statslige sidebaner og privatbaner lukkedes, især fra 1950'erne.
Nyanlæg af jernbaner har fra midten af 1970'erne dog også omfattet kapacitetsøgende foranstaltninger som etablering af tredje og fjerde spor mellem Høje Taastrup og Roskilde, andet spor på oprindelig enkeltsporede baner, senest på den sønderjyske hovedbane, samt forbindelsesbanen Snoghøj-Taulov.
Hertil kommer Storebælts- og Øresundsforbindelsen. Åbningen af broerne over Lillebælt (1935), Storstrømmen (1937) og Oddesund (1938) samt indsættelsen i 1935 af lyntogene, der i modsætning til de hidtidige persontog overførtes med Storebæltsfærgerne, skabte hurtigere forbindelser mellem landsdelene.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.