jernbaneteknik

Jernbaneteknik er betegnelsen for en række tekniske områder, som en jernbane kan opdeles i. Det drejer sig om: Underbygningen, dvs. alt under selve sporet som fx geoteknik samt bro- og tunnelteknik, overbygningen omfattende materialeteknik (fx elmaster, skinner og sveller), signalsystemer, kommunikationssystemer, samt det rullende jernbanemateriel omfattende dels trækkraft med damp-, diesel- og elteknik, dels person- og godsvogne.

Frem til begyndelsen af 1900-t., da udviklingen af biler og senere fly tog fart, var den tekniske udvikling inden for de ovennævnte områder primært knyttet til jernbanen. Således var langt de fleste større broer og tunneler i 1800-t. bygget til jernbaner, ligesom den tekniske udvikling i forbindelse med konstruktion af køretøjer med trækkraft alene var knyttet til jernbanen. På samme måde var udviklingen af signalteknikken specifikt rettet mod jernbanens behov.

Tre forhold har været afgørende for udviklingen af jernbaneteknikken: ønsket om at køre med stadig større hastigheder, med tungere tog og med højere frekvens. Helt frem til efter 2. Verdenskrig kunne de enkelte tekniske områder udvikle sig næsten uafhængigt af hinanden, hvilket afspejledes i jernbaneselskabernes tekniske organisation, hvor hver enhed var ansvarlig for udviklingen inden for sit specielle fagområde.

På enkelte områder var der dog allerede på et tidligere tidspunkt sket en koordineret udvikling; fx måtte sporkonstruktionerne indrettes således, at det blev muligt at isolere sporets to skinnestrenge fra hinanden. Herved kunne den signaltekniske sikkerhed bl.a. baseres på, om et spor var besat eller ej, idet vognes og lokomotivers hjulsæt slutter elektrisk forbindelse mellem de to skinnestrenge.

På højhastighedsbaner er det ikke længere muligt at basere togsikkerheden på lokomotivførerens korrekte aflæsning af de signaler, der står langs banen. Man er derfor tvunget til at overføre oplysninger om maksimalhastighed og afstand til næste stopsignal til togets førerrum.

Ofte udelades på sådanne baner de ydre signaler, og man kan derfor opfatte spor, signalsystem og tog som et integreret teknisk system, hvorfor udviklingen af de enkelte delsystemer ikke længere kan foregå uafhængigt af hinanden.

Mht. sporvedligeholdelse har man i perioden efter 2. Verdenskrig måttet udvikle en række helt specielle arbejdsmetoder og dertilhørende maskiner, fordi et jernbanespor normalt kun kan lukkes i få timer ad gangen.

Da der på store dele af verdens jernbanenet afvikles en så intensiv trafik, at man mange steder har nået kapacitetsgrænsen, er der i slutningen af 1900-t. udviklet en helt ny form for jernbaneteknik, nemlig trafikteknik. Herved forstås en række matematiske modeller, der kan beskrive trafikafviklingen. Ved hjælp af disse modeller kan man beregne virkningen af forskellige tekniske tiltag og derved medvirke til en optimal udbygning og udnyttelse af jernbanenettet.