Københavns Sporveje, trafikselskab i Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Sporvejene i København grundlagdes i 1863, da den første hestesporvejslinje blev indviet. Fra 1897 blev linjerne omstillet til elektrisk drift, og i 1898 sluttedes alle de københavnske sporvejsselskaber sammen i A/S De kjøbenhavnske Sporveje, der fik overdraget kommunens koncession til drift af sporveje.

Formålet var først og fremmest elektrificering af hestesporvejslinjerne samt etablering af enhedstakst, dvs. adgang til omstigning mellem linjerne på samme billet. I 1911 overtog Københavns Kommune sporvejsselskabet, som i 1919 blev sammensluttet med Frederiksberg Sporveje.

I årene mellem de to verdenskrige gennemgik sporvejene en modernisering og udvidelse af nettet, ligesom der blev åbnet buslinjer til de ydre bydele.

Under 2. Verdenskrig fik Københavns Sporveje stor betydning for hovedstadens befolkning, idet sporvognene var det mest pålidelige transportmiddel igennem alle krigsårene.

Sporvejsnettet nåede sin største udstrækning i 1952, og fra da af blev mindre linjer omstillet til dieselbusdrift; den sidste sporvogn i Danmark kørte i remise den 22.4.1972.

Københavns Sporveje indgik fra 1974 i det nydannede Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT), se trafikselskaber. Se også sporveje og sporvogn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig