Lydmur. I 1997 blev lydmuren for første gang gennembrudt på landjorden. Det skete med den britiske Thrust SuperSonic Car, som i Black Rock-ørkenen, Nevada satte ny hastighedsrekord for biler med 1228 km/h. Bilen, der blev kørt af RAF-jagerpiloten Andy Green, var drevet af to Rolls-Royce-jetmotorer på tilsammen 110.000 hk.

.

Lydmur, barriere, som man indtil 1947 troede, der var mod flyvning med overlydshastighed, idet man mente, at fly ikke kunne overvinde den kraftigt forøgede luftmodstand, der opstår ved hastigheder tæt på lydhastigheden (Mach 1).

Imidlertid fløj Charles "Chuck" Yeager 14.10.1947 med minimum Mach 1,07 i sin raketdrevne Bell X-1, og siden hen har supersonisk flyvning været dagligdags. Se også overlydsfly og flyvemaskine - historie.

De chokbølger, der opstår i luften omkring fly ved overlydshastighed, høres som brag, når bølgerne når jordoverfladen.

Den amerikanske pilot Jacqueline Cochran (ca. 1906-80) blev den første kvinde, der gennembrød lydmuren solo, da hun den 18.5.1953 i en canadisk F-86 Sabre Jet passerede denne i luften over Californien. Yeager bistod hende i et ledsagefly. Præcis 65 år efter Yeagers bedrift, 14.10.2012, foretog østrigeren Felix Baumgartner (f. 1969) et spektaktulært udspring fra en rumkapsel i stratosfæren i 39 kilometers højde og blev det første menneske, der brød lydmuren uden for et mekanisk fartøj. Under sit frie fald nåede han en tophastighed på 1.342 km/h, svarende til Mach 1,24.

Se også aerodynamik og flyvemaskine.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig