Igor Sikorsky, Igor Ivanovitsj Sikorsky, 25.5.1889-26.10.1972, russisk-amerikansk flypioner. Han studerede kortvarigt til ingeniør, men afbrød studierne for at oprette sit eget udviklingsværksted. Efter at have konstrueret store fly til den russiske hær (bl.a. den første firemotorers flyvemaskine i 1913) flyttede Sikorsky forud for Den Russiske Revolution til Paris i 1917 og i 1919 videre til USA, hvor han i 1923 etablerede Sikorsky Aero Engineering; det blev købt i 1929 af det, der senere blev United Technologies Corporation. Firmaet udviklede først en række succesrige amfibiefly, inden Sikorskys første vellykkede helikopter fløj i 1939. Siden har firmaet, der nu hedder Sikorsky Aircraft, udviklet over 20 forskellige helikoptertyper, bl.a. S-61, som 1965-2010 blev anvendt af det danske flyvevåben som redningshelikopter.