Hendon Aerodrome, tidligere flyveplads beliggende i det nordvestlige London. Flyvepladsen blev grundlagt under navnet London Aerodrome i 1911 af flypioner Claude Grahame-White (1879-1959), og den blev især kendt for sine flyvestævner og -opvisninger, der 1920-37 blev en årligt tilbagevendende begivenhed. Royal Air Force overtog flyvepladsen og opererede fra Hendon Aerodrome 1927-57. Herefter afvikledes flyvepladsens aktiviteter, og en stor del af området udlagdes til boligformål. I 1968 ophørte flyvning fra Hendon Aerodrome endeligt, og i 1972 åbnede det flyhistoriske Royal Air Force Museum på stedet.