befragtning

Befragtning, chartering, indgåelse af aftale om transport til søs mellem en bortfragter, som er den, der påtager sig befordring af godset, og en befragter, som er den, der mod betaling modtager transportydelsen. Bortfragteren er ofte skibets reder, men også den, der som befragter har ret til at disponere over skibet, kan optræde som bortfragter ved at indgå en befragtningsaftale med en underbefragter.

Der eksisterer fire hovedformer inden for befragtning.

Ved linjefart (stykgodstransport), hvor der på samme rejse hyppigt transporteres et stort antal varepartier i containere, foregår transporten i fast rutefart, og aftalen indgås på standardvilkår.

Ved rejsebefragtning påtager bortfragteren sig at flytte et bestemt kvantum gods, hyppigt hele skibets last, fra et sted til et andet efter den enkelte befragters behov. Aftalen indgås på standardvilkår, som suppleres med særklausuler.

Ved tidsbefragtning skal bortfragteren stille skibet til rådighed i en nærmere bestemt periode for at udføre de rejser, befragteren beordrer. Mens den betaling (fragten), som befragteren skal erlægge ved linjefart og rejsebefragtning, fastsættes på grundlag af art og mængde af det transporterede, fastsættes fragten, der ved tidsbefragtning hyppigt kaldes hyren, på basis af den tid, skibet har stået til befragterens disposition. Endvidere bærer tidsbefragteren omkostningen til skibets brændstof (bunkers).

Ved bareboatbefragtning lejer befragteren skibet for en bestemt periode, men til forskel fra tidsbefragtning må han her selv sørge for skibets bemanding, vedligeholdelse og udstyr. Visse bareboataftaler indeholder køberet for befragteren og er meget langvarige. Derved får disse aftaler karakter af finansielle aftaler, hvorved bortfragter finansierer befragters rederi.

Ved linjefart betegnes befragteren oftest afskiber eller afsender, bortfragteren betegnes transportør, og den skriftlige transportaftale findes i et linjekonnossement, en søfragtseddel (seaway bill) eller eventuelt i en booking note. Transportdokumentet for de øvrige transportformer betegnes certeparti (charter party).

Ved linjefart og rejsebefragtning vil bortfragteren ofte være berettiget til afstandsfragt, hvis rejsen fx på grund af havari må afbrydes, før godset er nået frem til den aftalte lossehavn. Afstandsfragten fastsættes efter forholdet mellem længden af den tilbagestående rejse og den aftalte rejse. Hvis befragteren leverer mindre last end aftalt, må han betale såkaldt dødfragt, dvs. fragt for det ikke leverede kvantum med fradrag af bortfragterens sparede udgifter. Leverer befragteren slet ingen last, må han betale fautfragt, der fastsættes på tilsvarende måde.

Reglerne om bortfragterens ansvar for ladningsskade er baseret på en international konvention fra 1924 (Haagreglerne), som er ændret ved en tillægsprotokol i 1968 (Haag-Visby-reglerne). Reglerne er ratificeret af et stort antal nationer, og ved hjælp af en såkaldt paramountklausul er disse regler endvidere indarbejdet i mange transportaftaler. I Danmark er Søloven baseret på Haag-Visby-reglerne.

Et hovedprincip er, at reglerne om ladningsskade ved afvigende bestemmelse i transportkontrakten ikke kan ændres til skade for ladningsejeren. Som udgangspunkt er bortfragteren ansvarlig for tab, skade eller forsinkelse med hensyn til last i hans varetægt (om bord eller i land), som skyldes hans egen eller hans medhjælperes fejl og forsømmelser. Endvidere pålægges det bortfragteren at sandsynliggøre, at han selv og hans folk har optrådt forsvarligt (såkaldt omvendt bevisbyrde).

Imidlertid gælder der to vigtige og for søfartsforhold særegne undtagelser fra dette ansvar, nemlig de såkaldte navigations- og brandfritagelser. Hvis et tab er en følge af fejl eller forsømmelse i "navigeringen eller behandlingen af skibet" eller skyldes brand, er bortfragteren ansvarsfri. Bortfragteren er dog ikke ansvarsfri, hvis skaden skyldes hans egen personlige fejl. Vigtigere endnu er bortfragteren heller ikke ansvarsfri, hvis tabet skyldes, at han (eller hans folk) før rejsens begyndelse ikke har udvist tilbørlig omhu med at gøre skibet sødygtigt, dvs. egnet til sikker transport af den pågældende last. Bortfragterens erstatningsansvar, der forældes på et år, omfatter ikke konsekvensskader, idet erstatningen beregnes med udgangspunkt i værdien af uskadt gods på destinationsstedet. Endvidere gælder der en særlig ansvarsbegrænsning, den såkaldte kilo/kollo-begrænsning, hvorefter bortfragterens ansvar ikke skal kunne overstige 667 særlige trækningsrettigheder (SDR) for hvert kollo af godset eller to SDR pr.kg, afhængigt af, hvad der giver det højeste beløb.

Ifølge en særregel kan bortfragteren ikke begrænse sit ansvar for skade på dækslast, der er transporteret på dæk i strid med aftale om transport under dæk. En anden særregel indebærer, at bortfragteren ikke er ansvarlig for skade på levende dyr, hvis denne er opstået pga. de særlige risici ved sådanne transporter. Endelig er den hyppigt anvendte Identity of carrier klausul, der foreskriver, at kun skibets ejer er ansvarlig, ofte ugyldig, fordi både bortfragter og transportøren, som udfører transporten, som hovedregel er ansvarlig for, at godset når uskadt frem til den aftalte tid.