Estonia, (lat. 'Estland'), svensk-estisk-ejet passager- og bilfærge, bygget 1980 i Vesttyskland med plads til 2000 passagerer og 450 køretøjer.

Estonia forliste den 28.9.1994 kl. 00.48 dansk tid på vej fra Tallinn til Stockholm ved en af de værste skibsulykker i Europa i fredstid. 137 personer blev reddet, mens 852 omkom, heraf de fleste estere, finner og svenskere, fire var danskere.

Ifølge den internationale havarikommission var årsagen til ulykken en kombination af defekt materiel og dårligt sømandskab. I det hårde vejr tabte Estonia bovportens ydre del, visiret, fordi låseordningen var defekt, hvorefter vand trængte ind på vogndækket, og færgen krængede over og sank.

Estonia er blevet lokaliseret i Østersøen uden for Finske Bugts munding på 80 m dybde, men at hæve den er opgivet. Ulykken gav internationalt anledning til skærpet kontrol med færgebovporte og satte fokus på konstruktioner med store, udelte vogndæk, hvor en relativt lille indtrængt vandmængde er tilstrækkelig til at forårsage kæntring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig