Et fartøj er et skib eller en båd uden specielle, karakteriserende træk eller med meget specialiseret udstyr, som ikke kan beskrives nærmere.

Oprindelig betydning

Et fartøj var i sin oprindelige betydning en indretning, som kan bevæge sig, og som altså kan bruges til at transportere ting og personer. Det kunne således også være det, der på moderne dansk kaldes et køretøj. Den ældre betydning er bevaret i sammensætninger som luftfartøj og rumfartøj.

I ældre litteratur bruges betegnelsen fartøj mest om robåde, og i flåden brugtes det således som et fælles udtryk for de både, som større skibe medbragte ombord: barkasse, chalup, gig og jolle.

Moderne anvendelse

I moderne dansk har ordet fartøj en ret bred betydning og kan således bruges om skibe og både i almindelighed, når disse ikke har særlige karakteristika.

Dog kan der udtrykkes noget om brugen af et fartøj ved at give det en forstavelse. I Søværnet forekommer således begreberne hjælpefartøj, bevogtningsfartøj, patruljefartøj og transportfartøj.

I civil søfart forekommer betegnelsen tankfartøj ikke helt sjældent, men dog fortrinsvis om mindre eller stærkt specialiserede tankskibe.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig