Sent, (via nederl. fra fr. ceinte, af lat. cinctus, perf.part. af cingere 'forsyne med bælte'), linjer på et skibs linjetegning, der viser skæringen mellem skrogets yderside og langskibs diagonalplaner, som ligger vinkelret på spanteplanerne og skråt i forhold til vandlinjeplanerne. Sentene sikrer en nøjagtigt fastlagt og jævnt buet form af de dobbeltkrumme dele af ydersiden. Se også spanterids.