Faktaboks

Ferdinand Porsche
Født
3. september 1875
Død
30. januar 1951

Ferdinand Porsche (th.) med sønnen Ferry foran den første Porsche 356 i 1948 i Gmünd, Østrig. Motoren var i denne prototype placeret foran bagakslen (centermotor). Den modificerede 1,1 liters folkevognsmotor, der ydede ca. 35 hk, gav vognen en tophastighed på 135 km/h, ikke mindst pga. det aerodynamiske aluminiumkarosseri og den lave vægt på 585 kg. Allerede to uger efter præsentationen vandt den et racerløb i Innsbruck. Der blev i 1948-1950 bygget 52 biler i Gmünd, inden produktionen flyttede til Stuttgart.

.

Ferdinand Porsche var en østrigsk bilingeniør, der udviklede folkevognen. Han blev i 1906 ansat hos Austro-Daimler, hvor han som chefingeniør viste særlig interesse for sports- og racerbiler.

Han deltog med held i flere motorløb. I 1931 oprettede Porsche sit eget konstruktionsfirma og skrev i 1934 kontrakt med den tyske regering om at udvikle en folkevogn, Volkswagen. Den var produktionsklar i 1938, og han ledede det nyopførte Volkswagenwerk til 1945. Under 2. Verdenskrig konstruerede Porsche krigsmateriel.

Efter krigen blev både Ferdinand Porsche og hans søn Ferry Porsche fængslet på grund af deres brug af tvangsarbejdskraft. Porsche fungerede fra 1948 som konsulent for Porschefabrikken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig