Bilindustri, industribranche inden for transportsektoren, som fremstiller køretøjer til person- og godstransport. Fra omkring 1. Verdenskrig udviklede den håndværksmæssige stykproduktion af biler sig til masseproduktion i store, ensartede serier. Dansk personbilproduktion overlevede ikke denne udvikling, selvom de tre største virksomheder, Anglo-Dane, Jan Hagemeister og Thrige i 1919 sluttede sig sammen i De Forenede Automobilfabrikker.

Den økonomiske krise i begyndelsen af 1930'erne bragte mange, især mindre bilfabrikker i vanskeligheder, og årtiet igennem blev der gennemført et stort antal fusioner som fx William Morris' opkøb af de engelske firmaer Wolseley og Riley og dannelsen af den tyske koncern Auto Union bestående af DKW, Audi, Horch og Wanderer. Rationel storproduktion var i stigende grad nødvendig for overlevelse, men bilindustrien var stadig bundet til sit hjemland, og der var karakteristiske forskelle på de enkelte landes produkter. Ford og General Motors havde allerede i 1920'erne bygget eller opkøbt bilfabrikker uden for USA, men de fleste af disse fabrikker konstruerede og byggede i overensstemmelse med nationale traditioner.

Hvad angik antal producerede enheder, overgik den amerikanske bilindustri langt den europæiske, og der fandtes ikke bilindustri af betydning uden for Nordamerika og Europa. Efter 2. Verdenskrig kom de fleste bilfabrikker i gang igen, men i løbet af 1950'erne blev branchen ramt af endnu en rationaliseringsbølge, som kostede et stort antal bilmærker livet, mens andre kun overlevede som specialudgaver af mere populære versioner. I 1960'erne oplevede bilverdenen en overraskende udvikling af den japanske bilindustri, som indtil da havde været betragtet som et kuriosum med stærke bindinger til engelsk og amerikansk bilproduktion; fx producerede det japanske firma Toyota 463 personbiler i 1950, 42.118 i 1960 og 1.068.321 i 1970.

Udvalgte producenters produktion af person- og lastbiler 2004 (mio.)
General Motors 9,0
Ford 7,9
Toyota 7,9
Renault-Nissan 5,7
Volkswagen 5,1
Daimler-Chrysler 4,6
Peugeot 3,4
Honda 3,2
Hyundai 2,8
Fiat 2,1
Suzuki 1,8
Mitsubishi 1,4
BMW 1,3

Med 1970'ernes lempelser af de internationale handelsbarrierer blev bilindustrien i stigende grad international, og konkurrencen skærpedes. Udvikling og produktion af nye konstruktioner krævede meget store investeringer, hvilket fremtvang dannelsen af stadig større koncerner ved sammenslutning af eksisterende bilfabrikker. I Frankrig overtog Peugeot således Citroën samt den Chrysler-ejede Simca-fabrik. Fiat i Italien overtog i 1969 Lancia, i 1980'erne Ferrari og i 1990'erne Alfa Romeo. Den engelske koncern, British Leyland, var en overgang statsejet, men blev privatiseret og opsplittet, således at der i 1994 kun fandtes Rover Group, som igen blev købt af BMW, samt Jaguar, der er købt af Ford.

I 1989 blev det svenske firma Saab-Scania omdannet til et nyt selskab under navnet Saab Automobile AB, hvor halvdelen af aktierne var opkøbt af General Motors. Herved blev det for begge fabrikker muligt at trække på hinandens viden og forskning. For Volvos vedkommende brød et samarbejde med Renault sammen i 1993, hvorefter Volvo selvstændigt satsede på person- og især lastbilproduktionen.

Koncentrationstendenserne fortsatte ind i 2000-t. med fx General Motors køb af de sidste 50% af aktierne i Saab Automobile AB og af aktiemajoriteten i den koreanske bilfabrik Daewoo. Det er en udbredt opfattelse, at der i løbet af en kort årrække kun vil være fem bilkoncerner tilbage. De store koncerner opnår en betydelig rationaliseringsgevinst ved at bruge samme grundkonstruktioner i flere forskellige mærker og modeller. Samtidig udbygger bilkoncernerne deres produktionsanlæg uden for de oprindelige moderlande. Således producerede Toyota i 2000 ud af en samlet produktion på ca. 4 mio. biler mere end 1 mio. uden for Japan. Udviklingens detaljer er dog ikke entydige, eksempelvis solgte BMW efter få år det meste af den britiske Rover og beholdt kun produktionen af en efterfølger til den berømte Mini, som var den eneste del, man anså for rentabel.

Der er i 1990'erne opstået bilindustrier i en række latinamerikanske og fjernøstlige lande som Brasilien og Sydkorea, enten som filialer af de store koncerner eller i et joint-venture samarbejde mellem eksisterende bilindustrier og lokale myndigheder. Denne situation har fremmet udviklingen af den såkaldte "verdensbil", en bil, som med ubetydelige variationer bliver produceret på fabrikker over hele Jorden under forskellige navne. Som eksempel kan nævnes Opel, der i England sælges i en variant som Vauxhall og i USA som en Chevrolet-model.

Kina har produceret biler siden oprettelsen af Folkerepublikken i 1949, men først fra midten af 1990'erne og især efter Kina tilsluttede sig WTO 2001 er der kommet gang i udviklingen i forbindelse med joint ventures med udenlandske bilproducenter. I perioden fra 2000 til 2013 har Kina tidoblet produktionen af biler og har i antal overhalet den europæiske bilindustri.

I skyggen af den udvikling, der er foregået inden for bilindustrien, er der opstået en underskov af små, specialiserede bilproducenter. Med brug af komponenter fra de store koncerner bygger de biler til en kundekreds, som søger mere end blot transport. De fleste producerer sportslige biler, men et voksende antal bygger biler, som i større eller mindre grad er kopier af ældre biler, der har opnået status som kostbare samlerobjekter.

Bilindustrien er i mange lande en nøgleindustri, hvis tilstand betragtes som en god indikator for landets økonomi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig