Lambdasonde, føler anbragt i udstødningsrøret fra en forbrændingsmotor; registrerer indholdet af ilt i udstødningsgassen. Den anvendes til at regulere luft-brændstof-forholdet λ i motoren, idet katalysatorer kun fungerer optimalt omkring λ = 1,0 (svarende til, at der netop er ilt nok til en fuldstændig forbrænding). Føleren fungerer som et galvanisk element: Ved iltunderskud i udstødningsluften (λ < 1) opstår en høj spænding, og ved iltoverskud (λ > 1) en lav spænding. Spændingsforskellene registreres i motorens indsprøjtningssystem, som styrer tilførslen af brændstof.