En hestesporvogn var en hestetrukken passagervogn, der kørte på jernskinner; forløberen for de senere elektrificerede sporvogne. Hestesporvognene kendes tidligst fra New York i 1832 og blev indført i København i 1863.

Kørslen med hestesporvogn var på grund af skinnerne meget mere komfortabel for passagererne end kørslen med hesteomnibusserne, der af samme grund blev kaldt for rumlekasser.

Sporvognen havde plads til 20 passagerer og blev trukket af en enkelt hest. Den måtte ikke køre hurtigere end jævnt trav (ca 12-16 km/t) og hesten skulle være forsynet med en klokke der kunne høres på mindst 50 alens – eller 30 meters – afstand. Den første københavnske linje gik fra Tivoli ad Vesterbrogade til Frederiksberg Runddel, men blev efterhånden forlænget over Sankt Annæ Plads til Lille Vibenshus, Østerbro, for til sidst i 1868 at nå helt ud til Hellerup.

Da hestesporvognen viste sig at være en god forretning for finans- og industrimanden C.F. Tietgen, som havde overtaget den første sporvognslinje og stiftet Kjøbenhavns Sporvei-Selskab, opstod der mange nye selskaber og ruter i det københavnske bybillede. I 1880'erne var der på et tidspunkt hele ni forskellige hestesporvognsselskaber.

Selskaberne havde dog ingen koordinering mellem ruter og køreplaner og have vidt forskelligt materiel. Således havde flere indført vogne med to etager for at øge kapaciteten. Sporvognene kørte ikke nødvendigvis i myldretiden, og især i starten, hvor en rute kun havde et enkelt sæt skinner, var køreturen ofte forbundet med ventetid på vigesporet for den modkørende trafik.

I Aarhus kørte hestesporvognen for første gang den 31. maj 1884 og fik lov at eksistere i de følgende 11 år. I København kørte den sidste hestetrukne sporvogn, Hønen, helt frem til 1915. Herefter overtog den elektriske sporvogn, som havde eksisteret siden 1899.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig