En fading er en vognkasse der også kaldes en karm til en hestevogn. Fadingen på de stive landbrugsvogne består ofte af løse fjæle, der hviler på vognens akselstokke (bolster) – mens de yngre fjedervognes fadinger er faste kasser, der er fastgjort på fjedre der er monteret på hjulaksler af jern. Det er fadingens udformning, der afgør, hvilken type hestevogn der er tale om.

Faktaboks

Etymologi

Ordet fading er en afledning af fad som i hyttefad og fadebur.

En del grave fra yngre vikingetid i Danmark og Nordtyskland indeholder såkaldte vognfadinger af samme type som den rundbundede kiste på vognen fra Osebergfundet i Norge. De er vandtætte og er som regel 1 x 2 m store. De er forsynet med bæreringe og har formentlig været brugt som standkister på bukke i tidens gårde og som gravkister til de afdøde husfruer.

Læs mere i Den Store Danske

  • karm (vognkasse til hestevogn)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig