Afisningsanlæg, system til beskyttelse af fly mod overisning. På fly dannes ofte is på vingeforkanter, forkanter af haleflader, propeller og forkanter på luftindtag, når de flyver i skyer ved temp. fra +2 til -15 °C og specielt i skyer indeholdende regndråber med temp. under 0 °C (underafkølet regn). Disse isdannelser kan opbygge sig til anseelige tykkelser og fuldstændig ødelægge de aerodynamiske egenskaber for de pågældende flader. Hvis isdannelserne løsrives under flyvningen, kan de under uheldige omstændigheder blive suget ind i flymotorerne og ødelægge disse. Resultatet er i begge tilfælde, at flyet taber højde med katastrofal hast. Til at forhindre dette anvendes afisningsanlæg i lufthavnen: Flyet spules med varmt vand og en glykolblanding umiddelbart før start. Under flyvningen kan isen fjernes ved forskellige anordninger på flyet: Varm luft tappes fra motorens kompressor og cirkuleres i vingen; elektriske varmelegemer indbygges i de udsatte flader; oppustelige gummibander langs vingeforkanten brækker isen af.