Modelflyvning, sport og hobby, som omfatter konstruktion, bygning og flyvning af miniaturefly. Luftfartsloven definerer et modelfly som et ubemandet luftfartøj med en vægt op til 25 kg. Fly med vægt 7-25 kg må kun flyves af "piloter" med certifikat og kun på godkendte flyvepladser.
Fritflyvning foregår med modeller, der ikke kan styres fra jorden. Det stiller store krav til flyvefærdighed og indtrimning. Linestyring er forgængeren for radiostyring. Trods modellernes simple styring kan øvede piloter foretage halsbrækkende manøvrer med stor hastighed og præcision. Her konkurreres i kunst-, hastigheds-, holdkap- og combatflyvning. Radiostyring kom til i slutningen af 1950'erne og er den mest udbredte gren. Radiostyrede modeller konkurrerer i svæve-, kunst-, helikopter- og skalaflyvning. Veteranklubben optager medlemmer, der bygger og flyver modeller designet før 1958. Der afholdes i alle grene nationale og internationale konkurrencer og stævner, og danske deltagere har ved flere lejligheder vundet såvel EM som VM.
Modelflyvning i Danmark startede i begyndelsen af 1900-t. og blev organiseret under Dansk Aeronautisk Selskab 1920-50 og derefter indtil 1969 under Kongelig Dansk Aeroklubs modelflyveafdeling. I 1969 stiftedes tre unioner: Fritflyvnings-, Linestyrings- og RC-unionen (Radio Control — radiostyring), der 1972 oprettede Dansk Modelflyve Forbund (DMF). I 1991 tilknyttedes tillige Dansk Modelflyve Veteranklub. I 2007 sammenlagdes modelflyveunionerne til Modelflyvning Danmark (MDK).
Modelflyvning Danmark har (2012) ca. 3600 medlemmer i lidt over 100 klubber. Foreningen udgivet tidsskriftet Modelflyvenyt, som tillige er forbundets medlemsblad.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.