Hans Klemm, 4.4.1885-30.4.1961, tysk flykonstruktør. Klemm, der var bygningsingeniør, blev i 1918 chefkonstruktør i flyafdelingen hos den tyske bilfabrik Daimler. I 1926, kort efter fusionen mellem Daimler og Benz, oprettede han sin egen flyfabrik. Klemms konstruktioner var for sin tid ganske avancerede — fritbærende monoplaner i en tid, hvor biplanerne dominerede — og de vandt udbredelse over hele Europa, også i Danmark. Fabrikken blev ødelagt under 2. Verdenskrig og blev ikke genopbygget.