Faktaboks

Harry Hawker

Harry George Hawker

Født
22. januar 1889, Moorabbin, Victoria, Australia
Død
12. juli 1921, Hendon Aerodrome, London
Portræt af Harry Hawker, 1919
Af .

Harry Hawker var en australskfødt flypioner, der fra 1911 havde sit virke i Storbritannien. Han begyndte som mekaniker, men blev efter at have lært at flyve engageret som flykonstruktør og testpilot for flyfabrikken Sopwith Aviation Company. Efter at firmaet trådte i likvidation, overtog han i 1920 produktionsapparatet under navnet H.G. Hawker Engineering (siden Hawker Aircraft).

Harry Hawker deltog i flykonkurrencer og satte adskillige rekorder, bl.a. i 1912 med den længstvarende britiske flyvning på 8 timer og 23 minutter og i 1913 med højderekorder på 3.490 meter og 4.084 meter. I 1919 mislykkedes hans og Kenneth F. Mackenzie-Grieves forsøg på at krydse Atlanten uden stop og vinde Daily Mails præmie på 10.000 £. I et Sopwith biplan lettede pilot og navigatør fra Newfoundland d. 18. maj 1919, men efter 14½ times flyvning måtte de nødlande på vandet pga. motorproblemer. De blev samlet op af den danske damper Mary, men da denne ikke havde radio, blev de forsvundne flyvere i flere døgn anset for at være omkomne. Avisen præmierede forsøget med 5.000 £ i anerkendelse af den første nonstopflyning over vand på mere end 1000 miles (1.609 km).

Den første Atlanterhavsflyvning blev gennemført senere samme år af John Alcock i en Vickers Vimy.

Harry Hawker forulykkede med et fly i 1921 og omkom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig