Redningsfartøj, båd, der fra havn eller kyst assisterer skibe i nød. Danske redningsfartøjer, der sorterer under Farvandsvæsenet, er sødygtige og hurtige motorbåde på 25-70 GT (bruttotonnage). De er bemandet med 3-5 redningsmænd og udstyret med bl.a. radar, GPS, videoplotter og udstyr til kommunikation med redningshelikoptere og øvrige deltagere i aktionerne.

Redningsskib

Fiskeriinspektionen driver tre kombinerede inspektions- og redningsskibe: Nordsøen i Esbjerg, Vestkysten i Thyborøn og Havørnen i Nexø. De meget sødygtige skibe er udstyret med diverse brandsluknings- og nødpumpeudstyr og er altid klar til at assistere ved redningsaktioner, men hjælper også nødstedte kuttere med pumpe- og bugserhjælp. Ved Færøerne og Grønland hjælper søværnets inspektionsskibe på tilsvarende måde skibe i nød. Se Redningsvæsenet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig