H/F Lillebelt, Danmarks første jernbanefærge, en hjuldampfærge, bygget af J. Wigham Richardson & Co. i Newcastle, England, til en pris af 84.000 Rigsdaler. Færgen skulle som den første jernbanefærge i Danmark sættes ind på overfarten mellem FredericiaJyllandssiden og StribFynssiden af Lillebælt.

Søsætningen fandt sted 3.9.1871, men afleveringen blev forsinket pga. strejke på værftet. Først i begyndelsen af januar 1872 var færgen færdigbygget. Færgen var et lille dampfartøj bygget til de indre danske farvande; foruden færgen havde værftet bygget to færgeklapper til færgelejerne i Fredericia og Strib, der sammen med en ekstra kulbeholdning blev medført som dækslast.

Den 13.1.1872 afsejlede H/F Lillebelt fra Newcastle ledsaget af DFDS' skruedamper Anglo Dane. Da sejladsen foregik ved vintertid, kunne der ventes vinterstorme; skibet var ikke bygget til sejlads på åbent vand, og det var derfor nødvendigt at have et ledsagerskib med på sejladsen over Nordsøen.

Dagen efter afsejlingen blæste det op til en kraftig vinterstorm; her blev den medbragte dækslast af kul skyllet over bord. De tunge færgeklapper gjorde det vanskeligt at styre færgen, selv om den var forsynet med to rat til de to ror. Anglo Dane måtte skiftevis virke som nødror og bugserbåd. H/F Lillebelts beholdning af kul i kulkasserne var sluppet op på grund af stormens forøgede kulforbrug i de to fyrsteder samt den manglende manøvredygtighed. Det havde ikke været muligt i den stærke storm at overføre kul fra Anglo Dane til færgen. For at holde trykket i kedlerne oppe havde det været nødvendigt at fyre med færgens to nødmaster, sejlene og træværket. Det blev nødvendigt at søge nødhavn. Den 17.1.1872 søgte skibene ind i Aarhus Havn for at få udbedret skaderne, og få en ny forsyning af kul ombord. Det rygtedes hurtigt i Aarhus, at den første jernbanefærge var ankommet til byen; der kom mange nysgerrige ned på kajen. Det var ikke hver dag, der ankom en cigarformet hjuldamper uden master med jernbanespor gennem hele skibet.

19.1.1872 fortsatte sejladsen mod Fredericia, hvortil skibene ankom i god behold efter en risikofyldt sejltur. Hermed var Anglo Danes mission slut, således at den kunne begynde på andre opgaver.

Jernbanefærgen var en hjuldamper med ti skovle på hver side af skibet. Den var en 43 meter lang og 14 meter bred enkeltsporet færge på 253 bruttoregistertons. Dampfærgen sejlede første gang mellem Strib og Fredericia den 8.3.1872; overfarten tog 18 minutter. Der var plads til tre godsvogne. I løbet af de fire første måneder blev der overført 1478 jernbanevogne fra Jylland til Fyn og 10 vogne færre den anden vej. Der var i starten mange vanskeligheder med færgens kedler; allerede i september og oktober 1873 måtte færgen til Helsingør for at få efterset kedlerne. Det viste sig at være nitningen, det var galt med. August 1874 var der problemer igen; da var der igen fejl ved kedlerne; de blev forsøgt rettet, men det lykkedes ikke. I maj 1875 måtte færgen sendes til København for at få installeret nye kedler, der kostede 20.000 Rigsdaler. Herefter blev der etableret en stabil færgefart uden de store forsinkelser.

Færgen var indsat mellem Fredericia og Strib fra 1872 til 1883; den blev derefter overført til færgefarten mellem Masnedø – Orehoved, her virkede den til 1889. Derefter sejlede den mellem Glyngøre og Nykøbing Mors og Oddesund Nord og Oddesund Syd indtil 1921, hvor den blev taget ud af færgefart og i 1922 solgt til ophugning.

----------

Middelfart Avis 1872 den 22.7., 1873 den 11.9., 9.10., 1874 den 18.8., 1875 den 8.5.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig