En bugserbåd er et maskindrevet fartøj beregnet til at slæbe eller skubbe et andet fartøj, som er uden maskinkraft eller har vanskeligheder ved at manøvrere.

Faktaboks

Etymologi
Ordets 1. led er en sammensætningsform af verbet bugsere, som er lånt fra nederlandsk boegseren, der igen er lånt fra portugisisk puxar, som kommer af latin pulsare 'støde'.
Også kendt som

slæbebåd

Der skelnes (uden skarp grænse) mellem havne/flod-bugserbåde og oceangående bugserbåde. Fælles er, at begge typer har stor maskinkraft i forhold til deres størrelse, hvilket muliggør bugsering af andre og ofte betydelig større fartøjer. Et mål for især havne-bugserbådes styrke er pæletrækket, som er den maksimale trækkraft, bugserbåden kan yde, uden at den gør fart frem gennem vandet.

Havne/flod-bugserbåde er mindre bugserbåde, som ofte trækker via en trosse hægtet på en hurtigt udløselig bugserkrog midtskibs. Bådene er forsynet med svære fendere og kan således skubbe ved at sætte stævnen mod, når et stort fartøj fx skal vendes eller bringes sidelæns ind til en kaj. Havne-bugserbådes skrog er ofte dimensioneret så kraftigt, at de kan fungere som lokale isbrydere.

Oceangående bugserbåde er store, meget sødygtige og med stor aktionsradius, således at de også kan deltage i bjergningsopgaver. Bugsering af fx en boreplatform foregår som regel via en kraftig bugsertrosse spolet op på et bugserspil på bugserbåden, som automatisk kan fire og hive på trossen for at undgå, at pludselige ryk og bevægelser i dårligt vejr sprænger trossen. Ved langdistance-bugsering kan trossens frie længde være flere hundrede meter, hvilket yderligere mindsker risikoen for, at den sprænges.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig