Förde Reederei Seetouristik, FRS Group, tysk rederi. FRS Group har base i Flensborg og opererer med sine ni datterselskaber i Tyskland, øvrige Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Ved siden af rederivirksomheden driver FSR Group tre busselskaber, er involveret i sikkerhedsløsninger med videoovervågning i busser og tog, tilbyder maritim konsulentvirksomhed og offshoreløsninger.

Förde Reederei Seetouristik opstod i 1991, da selskaberne KG Seetouristik (stiftet 1958) og Förde-Reederei (stiftet 1935, da det overtog skibsdriften på Flensborg Fjord fra Flensburg-Ekensunder Dampfschiffsgesellschaft (FEDG, stiftet 1866)) slog sig sammen. I 1998 fusionerede de to selvstændige selskaber endeligt.

Siden 1950'erne har Förde-Reederei besejlet ruter mellem Tyskland og Danmark, først på Flensborg Fjord og siden 1979 mellem Sild og Rømø. Disse ruter var populære på grund af den toldfrie handel om bord.

Förde Reederei Seetouristik betjener i dag bl.a. Hamburg, Wedel, Cuxhaven og Helgoland. Siden 2000 har rederiet også drevet ruter i Gibraltarstrædet med katamaraner mellem Spanien og Marokko samt til Ceuta, og i 2008 udvidede man til Mellemøsten med katamaranruter i Oman. I 2005 fik Rømø-Sild-linjen SyltExpress som ny bilfærge på ruten. I september 2011 overtog Förde Reederei Seetouristik ruten Aarhus-Kalundborg fra Mols-Linien og har siden drevet ruten gennem datterselskabet Kattegatruten A/S.

I 2010 havde Förde Reederei Seetouristik mere end 1000 ansatte og 30 fartøjer og transporterede 5,4 mio. passagerer og 1,3 mio. køretøjer.

Hjemmeside for FRS Group

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig